En oktoberaften i 2018 tikkede en sms ind på Lars Høghs telefon.
Det var midt under den sene Superliga-kamp på Brøndby Stadion, hvor hjemmeholdet med 12.185 tilskuere i ryggen var godt i gang med at lægge pres på gæsterne fra OB. Fynboerne holdt imidlertid stand, blandt i kraft af flere redninger og gode aktioner for den debuterende keeper nede i målet.
Og det var netop målmanden, der var emnet for den sms, som Lars Høgh modtog på sin telefon.
“Hvem er ham den lyshårede dreng nede i målet?” stod der i beskeden.
Afsenderen var Peter Schmeichel, og Lars Høgh vidste udmærket, hvem Oliver Christensen var. Som Lars Høgh siden har fortalt til DR:
”Jeg har kendt Oliver, siden han var en lille dreng og gik rundt med aviser nede i Kerteminde, og bare dét var et godt tegn. Det var en rigtig dreng.”
Da Tipsbladet møder ham på OB’s træningslejr i Nyborg i slutningen af juni, smiler Oliver Christensen ved mindet om debuten i Brøndby og sms’en fra Peter Schmeichel.
”Den historie har jeg hørt før, og den er god nok. Et par dage efter min debut sendte Lars mig en besked med historien. Det er da meget fedt. Han skrev vist også noget mere, men det kan jeg så ikke lige huske. Men det er da altid noget at danmarkshistoriens nok største målmand har lagt mærke til en og i så ens allerførste kamp,” siger Oliver Christensen, der med sin højde, fysik og frisure jo faktisk ligner en ung Peter Schmeichel ganske betragteligt.
Alligevel er det ofte en af hans forgængere i OB, han bliver sammenlignet med, for man kommer ikke uden om Lars Høgh, når det handler om målmandsposten i OB. Men det vender vi tilbage til. For lad os lige spole tilbage til timerne inden Oliver Christensens OB-debut dengang i oktober 2018.
Som 19-årig boede han stadig hjemme hos sine forældre i Kerteminde på Østfyn, og da han vågnede søndag morgen ved 9-tiden, kunne han se på sin telefon, at OB-træner Jakob Michelsen havde sendt en sms med en besked til den unge målmand om at ringe, når han vågnede.
”Jeg ringer til ham, halvsøvnig, og han siger: ’Du skal stå i dag på Brøndby Stadion’, og jeg siger ’Ja, men det er jo i orden’, fordi jeg stadigvæk er træt, og så lægger jeg på. Så går jeg ud i køkkenet og siger til min mor, at jeg skal starte inde, og så går hun helt i selvsving, og jeg tror først at det er en halv time senere, at jeg indser, at jeg skal starte inde, og at det da er meget fedt,” fortæller Oliver Christensen.
Det blev en fin debut for den 19-årige fynbo, der havde nogle vigtige redninger og et par modige ture ud af sit felt i 1-1-kampen, selvom Brøndbys fans også gjorde sit til at ryste debutanten til at koste et mål.
”Men vi spillede kampen, og jeg var overhovedet ikke nervøs. For jeg var inde i en god periode til træning og havde taget nogle gode skridt i den periode. Jeg tog kampen meget stille og rolig og spillede den egentlig bare,” siger Oliver Christensen.
Debuten i Brøndby er sigende for Oliver Christensen, og det skulle ikke blive sidste gang, at han blev kastet i ilden med kort varsel. Et halvt års tid senere blev han valgt som førstemålmand i OB, og i dag kender de fleste fodboldkyndige til målmanden, der bærer det folkelige kælenavn ’Gribben fra Kerteminde’. Den 22-årige keeper har slået sit navn fast som en profil i OB, og i løbet af det seneste år er det både blevet til debut på A-landsholdet, en succesfuld periode på U21-landsholdet og et stort gennembrud i Superligaen. De seneste uger har flere medier meldt om kraftig interesse fra Hamburger SV.
”Der er sket en del. Jeg har steppet up i forhold til mit bundniveau og blevet en vigtig del af holdet. Som jeg ser det, så havde jeg i min første sæson nogle kampe, hvor jeg stod rigtig godt, og nogle kampe, hvor jeg stod mindre godt. Jeg synes selv, at gabet mellem de to yderpunkter er blevet mindre og mindre for hver halvsæson, jeg har spillet. Jeg er rigtig godt tilfreds med den udvikling, jeg har haft de første år. For to år siden, havde jeg en formodning om, hvad der skulle til for at blive god, nu ved jeg, hvad der skal til for at blive god. Vejen er selvfølgelig stadig lang, men jeg ved nu hvad der skal til, for at komme i mål. Det har været nogle vilde år, hvor jeg har lært sindssygt meget,” siger Oliver Christensen.
De fede udfordringer
Kerteminde er et yndet udflugtsmål for mange fynboer. Jeg er selv fra Fyn og har ofte besøgt den gamle fiskerby ved Storebælt, der blot huser blot 6.000 indbyggere. Der er en hyggelig lilleby-stemning af, at alle kender alle, og på Nordstranden finder man en af landets bedste badestrande nær lystbådehavnen med legepladser, spisesteder og sejlklubben. Det var her ved Nordstranden, at den tidligere landstræner Richard Møller Nielsen i sin tid nød sit otium, og i sommermånederne er byen fyldt med liv på havnen, i byen og i sommerhusområdet, hvor odenseanere og andet godtfolk har ferieboliger og fritidshuse. Det er den slags idyl, som mange fynboer sætter pris på, og som Oliver Christensen i starten af nullerne voksede op i.
Som i mange andre provinsbyer er boldbanerne og fodboldklubben også centrale samlingspunkter, og det var her, at Oliver Christensen første gang stillede sig ind i målet og tog imod den mærkværdige udfordring, det er at være målmand. I de tidlige år skiftedes drengene i Kerteminde Boldklub til at tage pladsen mellem stængerne, men fra otte-ni-års-alderen begyndte Oliver Christensen at være fast målmand. Han indså hurtigt, at mange af kammeraterne ikke syntes, at det var så sjovt at stå på mål, og så tog han handskerne.
”Jeg elskede desuden at vinde, og jeg kunne se, at vi havde den bedste chance for at vinde, hvis jeg stod på mål. Det tror jeg også, at træneren og de andre syntes. Jeg spillede jo håndbold på samme tid, så jeg har altid været god til kontrollere en bold med mine hænder,” fortæller Oliver Christensen med en bemærkning, der også siger noget om fynboens vindermentalitet og selvtillid, der stadig følger ham.
Jeg spørger ham, hvornår han blev bevidst om, at han var en god målmand.
”Efter cirka ét år. Jeg kunne se og mærke på de målmænd, jeg spillede imod, at jeg var bedre end dem, og på samme tid begyndte jeg at spille med årgangen over og årgangen over den. Til sidst spillede jeg kampe med min storebrors hold, da jeg var 11 år gammel. Han er fire år ældre end mig,” siger Oliver Christensen.
Det var især i tiden på storebroderens hold, at Oliver Christensen blev bekræftet i sine evner som målmand. Som 11-årig var han kun halvanden meter høj, og det var en svær udfordring at vogte et 11-mandsmål overfor 15-årige konkurrenter, men Oliver Christensen kløede på.
”Det var fedt at spille med nogen, der var ældre og bedre. Det var lærerigt, og jeg elskede at spille fodbold. Jo flere kampe, jeg kunne nå på en uge, desto bedre. Jeg var ikke bange for de store drenge, men jeg tror også, det har noget af gøre med, at jeg altid har spillet meget fodbold med min bror og hans venner. De er fire år ældre end mig, så jeg har altid været vant til hårde skud. Det nytter ikke noget at være bange for bolden, for så står der nogle ældre drenge og er sure på en, hvis man lukker for mange mål ind. Det, tror jeg også, har været vigtig for min udvikling,” mener Oliver Christensen.
Oliver Christensens storebror var også på Brøndby Stadion til Superliga-debuten den oktoberaften i 2018, ligesom mange af kammeraterne fra Kerteminde var. Men det var et andet familiemedlems tilstedeværelse på Brøndby Stadion, der havde størst betydning for ham.
”Min bror jeg har altid set meget fodbold og snakket fodbold og jeg tror det kommer fra min farfar, som har spillet en stor rolle i forhold til min interesse for fodbold. Hver gang vi besøgte ham, var der enten fodbold i fjernsynet eller også havde han en optaget fodboldkamp, som vi så. Så min farfar betyder rigtig meget for mig,” siger Oliver Christensen om en af barndommens vigtige fodboldskikkelser, der stadig fylder meget i målmandens fodboldliv.
”Vi har set rigtig mange kampe sammen og da jeg spillede i Kerteminde, så han næsten alle kampe. Jeg har altid haft et tæt forhold til min farmor og farfar, og især min farfar. Den dag i kører jeg stadigvæk ud til ham og ser fodboldkampe med ham. Under EM var jeg ude at se Belgien-Portugal hjemme hos ham. Vi ser Liverpool-kampe sammen, vi har et meget tæt forhold, der kommer af fodbold. Jeg har altid gerne ville gøre ham stolt med hensyn til fodbolddelen, og derfor var vigtigt for mig at han var inde og se Brøndby-kampen. Da jeg senere kom på landsholdet og fik to billetter, gav dem jeg til min farmor og farfar,” siger Oliver Christensen.
Gribben og Høghen
Nå ja, landsholdsdebuten. To år efter sin Superliga-debut blev Oliver Christensen på forunderligvis udtaget til det danske A-landshold i efteråret 2020. De britiske myndigheder forbød spillere fra England at forlade landet, og da hverken Jonas Lössl eller Kasper Schmeichel derfor kunne komme til Danmarks træningskamp mod Sverige, blev U21-landsholdets Oliver Christensen indkaldt som reserve for Jesper Hansen og Frederik Rønnow. Men de to erfarne målmand måtte også melde fra, da coronasmitten ramte Robert Skov og en behandler på landsholdet og sendte en række spillere i isolation. Og så skulle Oliver Christensen igen kastes for løverne med kort varsel.
”Jeg ser mig ikke selv som den nervøse type. Jeg kan godt lide at prøve noget nyt og udfordringer, specielt når det er indenfor noget, jeg ved, at jeg er god til. Det er en del af jobbet som fodboldspiller; man skal turde gøre ting, man ved, man kan,” siger Oliver Christensen, der fik tilnavnet ’Gribben fra Kerteminde’, fordi han som barn ofte havde en trøje på med et gribbe-motiv.
Han ved godt, at der selvfølgelig er en forskel på at være velovervejet og overmodig, men han slår fast, at man skal turde at gøre de ting, man ved, man er god til.
”Dette har jeg formået at koble på mit spil og mindset i forbindelse med kampene. Jeg er ikke bange for at lave fejl, og jeg går ikke ind med defensivt mindset. Jeg går for eksempel ikke ind til en kamp og tænker: ’Nu skal jeg bare ikke lave nogen fejl’. Jeg går ind med lyst til at gøre en forskel og mod på at gøre en forskel,” siger Oliver Christensen.
Netop den mentalitet var medvirkende til, at han klarede landsholdsdebuten godt og holdt buret rent, da Danmark besejrede Sverige i en særpræget landskamp, hvor også Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst var i isolation, så landsholdets trænerteam bestod af angrebstræner Ebbe Sand, performance-analytiker Mounier Akhiat og målmandstræner Lars Høgh.
”Jeg tror også, at trænerteamet og landstræneren havde set, at jeg er typen, man godt kan kaste ind med kort varsel. Jeg blev kastet ind med 14 timers varsel for landsholdet, men jeg er ikke bange for at blive kastet ind i ting, og jeg behøver ikke super meget betænkningstid for at gøre nogle ting. Det er en gave, og det er jeg selvfølgelig glad for,” siger Oliver Christensen.
Og så alligevel. Det ér noget specielt at debutere på A-landsholdet – også selvom det er i en træningskamp på afbud.
”Det var lige det større, og der var da også lidt mere hjertebanken, da Lars Høgh fortalte mig, at jeg skulle stå kampen. Han fortalte det mig aftenen før kampen, og vi fortsatte vores dialog morgenen efter. Han var en god støtte hele vejen igennem og det var rart at have en ved sin side, som jeg har kendt, siden jeg var 11 år og gik med aviser i Kerteminde. Jeg har jo altid snakket med ham når jeg har mødt ham,” siger Oliver Christensen.
Der var han igen, Lars Høgh. Den fynske målmandslegende spillede 817 førsteholdskampe for OB i perioden 1977 til 2000, og han er uden tvivl det største navn i klubbens historie. Lars Høgh har vundet Det Gyldne Bur fem gange og grundlagde dermed en stolt målmandstradition på Fyn, hvor spillere som Karim Zaza, Roy Caroll og Sten Grytebust også er blevet kåret som Årets Målmand i Danmark. Men siden Lars Høgh er det ikke lykkedes fynske målmænd at gå i Høghens fodspor. Fynboerne Anders Lindegaard, Mads Toppel og Emil Ousager fik af forskellige årsager aldrig deres store gennembrud i OB, men Oliver Christensen har slået sig navn fast og er i dag en af de mest populære OB-spillere på grund af sine fynske rødder og sin position i målet. Og når man er den første fynske førstemålmand i OB-buret siden Lars Høgh, dukker legendens navn naturligt op i samtalerne med Oliver Christensen, og det har han det fint med.
”Det er ganske naturligt. Han er jo den største OB-legende, så det er ligesom det skal være. Det hænger ikke mig ud af halsen. Når man har spillet 817 kampe for den samme klub, så er det ifølge mig en fortjent selvfølge at blive nævnt så ofte og specielt i samtaler om fynske målmænd og OB-målmænd. Det har han fortjent, og jeg synes, det er fedt at kunne være med i den fortælling,” siger Oliver Christensen, der altså har kendt Lars Høgh i mange år fra tiden i Kerteminde, hvor Høgh har sommerhus.
Og selvom Høghens skygge for evigt vil hvile over OB og klubbens målmænd, lever Oliver Christensen også fint med det pres, der følger med.
”Det er selvfølgelig klart, at fansene forventer, at OB har en god målmand. Det har de også stadigvæk, synes jeg selv,” siger han selvsikkert.
”Jeg tænker, at det giver respekt, at jeg er på mål i OB, fordi der har været gode målmænd hele vejen igennem. Det er en bred portefølje af dygtige målmænd også på landsholdsniveau, der har været i OB. Klubben har altid haft gode målmænd, og der er et eller andet over at være målmand for OB. Det er ikke hvem som helst der får lov til det. Det er også derfor, jeg sætter ekstra pris på at blive valgt som førsteholdsmålmand. Det er jo en kæmpe drengedrøm, som blev startet nogle af de første gange, jeg var på stadion som dreng, hvor vi havde sæsonkort. Det er selvfølgelig utrolig fedt at kunne udleve denne drøm, og jeg mærker også at der er en kæmpe opbakning til fynske talenter i OB. Jeg sætter pris på det, og jeg kan jo mærke det, om jeg så er i Haarby, Kerteminde eller går rundt inde i Odense. Der er opbakning på hele Fyn og det er fantastisk,” siger Oliver Christensen, der også har fået et positivt skudsmål fra Lars Høgh selv.
”Oliver vil det bedste for sine omgivelser og er klar til at investere det, der skal til. Det er måske en floskel, men det gør han. Hvor mange kilometer han ikke har tilbagelagt fra Kerteminde til Odense for at komme ind og træne for at blive bedre? Det er rigtig mange. Han har hele tiden haft den her ærgerrighed,” har Lars Høgh udtalt til DR.
Sjov og alvor
Det er ikke overraskende, at Oliver Christensen er blevet en populær spiller på Fyn. Udover hans rødder på øen og hans vigtige rolle i OB, er Oliver Christensen en person, der er let at holde af. En god dreng, der gik med aviser som knægt, fordi hans mor mente, at det var vigtigt, at han lærte at tjene sine egne penge. Han er åbenhjertig og giver noget af sig selv, og derfor er han også et yndet interviewoffer hos lokalpressen. Og så er han kendt for sin humor og practical jokes i og uden for fodboldklubben. Som da han i sin debutanttale takkede Robert Skov og den britiske regering for at medvirke til, at han kunne få A-landsholdsdebut. Eller dengang han til dimission på Tietgen Handelsgymnasium valgte at tage sin målmandstrøje på, da han skulle have overrakt studenterhue.
”Jeg syntes, at det var sjovt, at alle de andre kom i hvid trøje eller skjorte. Så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at tage min OB-trøje på med navn, for det var der ikke så mange andre, der kunne. Det var typisk mig i min gymnasietid. Til vores gallafest havde alle en kvindelig partner, mens jeg dukkede op med min mors hund i en snor. Jeg var heller ikke så meget i skole i 3G, så jeg skulle lige lave et par ting så folk kunne huske mig, når de selv gik ud,” siger Oliver Christensen med et smil.
Også i sin første tid på OB’s førstehold vakte Oliver Christensens humoristiske indslag opsigt. Da klubben var på træningslejr i Tyrkiet i 2019, lavede Marco Lund og Jacob Barrett Laursen en video til OB’s sociale medier, hvor de viste rundt på det hotel, som holdet boede på. Indslaget var egentlig tænkt som et klassisk indblik i Superliga-holdets lejrliv, men det endte som noget, der kunne være vist i halvfemser-sketchshowet Casper & Mandrilaftalen. Undervejs i videoen, som stadig er at finde på YouTube, kan man således se Oliver Christensen posere i mærkværdige positurer i baggrunden af Lund og Barrett Laursens ellers relativt seriøse indslag. Man ser Oliver Christensen sidde i badekåbe i hotellobbyen og spise æble, man ser ham spille rundt-om-bordet uden bold i bordtennis med sig selv, og man ser ham ligge i et badekar og sove med kommentaren: ”Jeg sover faktisk mellem 15 og 19 timer på sådan en tur – jeg er kun vågen, når vi træner.”
Hvordan opstår sådan noget?
”Når vi er afsted på sådan nogle ture, så kan jeg godt lide at lave sådan noget spas og få et smil på læben hos folk. På den tur udviklede det jo sig, og til sidst blev det ren hat og briller,” husker Oliver Christensen om indslaget fra dengang, han var den unge tredjekeeper i truppen.
Nu er han som førstemålmand en etableret skikkelse i truppen, og hans rolle er derfor også anderledes. Han forsøger derfor at balancere mellem sjov og alvor.
”Det kommer i grader. Man vokser som fodboldspiller og man vokser som person. Man bliver mere bevidst om, hvornår der er brug for sjov og ballade, og hvornår der er brug for, at man er seriøs og kommer med guidance eller opråb. Jeg laver da stadig sjove ting i omklædningsrummet, men det er selvfølgelig ikke er lige så vildt som tidligere, da jeg har en anden rolle. Det er måske ikke det, der er brug for hele tiden. Det er vigtigt, at man er et forbillede for de unge, der kommer op i truppen og tager sig af dem. Det er bare noget, der er sket helt naturligt. Den unge spasmager er lagt lidt mere på hylden, og nu er jeg lidt mere seriøs. Men jeg er som sagt stadig en sjov fyr, det kommer aldrig til at stoppe, nu ved jeg bare hvornår jeg skal være på og omvendt,” siger Oliver Christensen fra positionen som OB’s anker.
Store følelser, store ambitioner
Rejsen hertil har været lang og bumlet. Tiden i OB begyndte for Oliver Christensen som 12-13-årig, hvor han gennem OB’s klubsamarbejde Øens Hold skiftede til storklubben på Fyn. I OB tog udviklingen fart, selvom han konstant balancerede mellem den ukuelige ro og tro på egne evner og et temperament, der særligt i teenageårene udfordrede ham. Oliver Christensen har tidligere fortalt, at han var meget udadreagerende, hvis hans hold ikke vandt, og at temperamentet ofte kogte over.
”Jeg kunne begynde at græde eller smide min handsker ad helvede til, jeg kunne virkelig ikke være i mig selv når vi ikke havde vundet. Jeg var til gengæld også den gladeste når vi havde vundet, så det svingede meget,” fortæller Oliver Christensen.
De store følelser kom også til udtryk under kampe, hvor han i tilfælde af en fejl fra egen side kunne stå og græde nede i målet, mens kampen blev spillet. Det kunne ødelægge hele kampe for ham. Oliver Christensen fortæller, at de store følelsesudbrud bundede i store ambitioner og forventninger til sig selv, og han balancerede derfor ofte mellem stor tro på egne evner og store frustrationer, når der sneg sig fejl eller nederlag ind i den ellers fremgangsrige ungdomstid.
”Jeg arbejdede rigtig meget med det i løbet af de første 2-3 år i OB. Vi talte om, at når man lavede en fejl, så skulle det ikke blive til flere. Som målmand er man også den sidste skanse; derfor skal man udstråle ro og overblik, og det gjorde man jo ikke, hvis man efter én fejl gik og sparkede til stolperne, kastede med en dunk, tog sine handsker af eller hvad jeg nu kunne finde på. Jeg har jo gjort mange ting i sin tid. Det var derfor vigtigt for mig at få lagt det væk og få brugt vreden og energien til noget konstruktivt i stedet for,” siger Oliver Christensen om de unge år.
Han fik også tilknyttet en mentaltræner, og det målrettede arbejde med mentaliteten smittede af. Oliver Christensen voksede i ungdomsmårene til en målmand, man holdt øje med i både ind- og udland, og som U/19-spiller var han i 2016 på besøg hos Manchester United i en håndfuld dage. Men trods fremgangen er temperamentet og vindermentaliteten stadig en følgesvend for Oliver Christensen, som stadig kan have svært ved at tackle nederlag. Han har tidligere udtalt, at han stadig kan græde, hvis OB taber, hvilket han dog i dag slår hen som en overdrivelse. Men alligevel.
”Der er i hvert fald nogle nederlag, hvor man er rigtig træt af tingene og så ligger man derhjemme og bare kigger op i loftet derhjemme halvdelen af natten. Det sker stadig for mig. Jeg ved, at det kan ødelægge min dag fuldstændig, hvis taber en vigtig kamp. Da vi eksempelvis tabte 0-3 mod Brøndby tidligere i år. Der sagde jeg ikke et ord i seks timer, da jeg kom hjem. Jeg har stadig temperamentet, og jeg tror, det er vigtigt for have et drive i fodbold for at blive bedre. Den dag jeg mister det, ved jeg ikke, hvor meget jeg vil det,” siger Oliver Christensen.
Nu står han på en foreløbig bølgetop i sin karriere, hvor han efter forårets succesfulde kampe med U/21-landsholdet og gennembruddet i Superligaen er kommet på radaren hos flere internationale klubber. Senest har der i pressen været meget fokus på interessen fra Hamburger SV, og Oliver Christensen lægger heller ikke skjul på, at han på et tidspunkt skal videre fra OB.
”På et tidspunkt vil jeg gerne prøve noget andet. Jeg vil gerne ind og stå på landsholdet og jeg tror ikke, at man i moderne fodbold kommer til at stå på landsholdet, hvis man står i Superligaen. Hvis man vil nå sit fulde potentiale, er man nødt til at presse grænsen hele tiden. Dette vil jeg også gerne gøre, når der kommer en klub, der er interessant for mig,” siger Oliver Christensen, der også har gjort sig tanker om næste skridt i karrieren.
”Som jeg hele tiden har sagt, skal det næste skridt for mig skal være i en klub, hvor jeg spiller. Jeg gider ikke at skifte for at sidde på bænken. Det er ikke godt for udviklingen. Kasper Schmeichel er jo et godt eksempel, for han har prioriteret spilletid hele karrieren. Så kan det godt være, at han første begyndte at spille Premier League som 28-29-årig, men målmænd har længere løbetid; se bare på Buffon der spiller Serie A i en alder af 43 og lige har skrevet en ny aftale med Parma. Jeg har ikke travlt med at nå noget, inden jeg bliver for gammel, for som målmand kan man sagtens være det ældre og stadig spille,” siger Oliver Christensen.
Han har kontrakt med OB frem til sommeren 2023, men uanset hvornår han forlader Fyn, er der næppe tvivl om, at han vil tage imod den næste udfordring med mod og tro på egne evner og med opbakning fra Lars Høgh, farfar og resten af familien.
Fotos: Getty Images
-----
DEN FYNSKE KONGERÆKKE
Oliver Christensen er seneste skud på stammen over markante førstemålmænd i OB. Siden Lars Høgh-æraen fra 1977-2000 har en række store målmandsnavne markeret sig i Superligaen for OB. Den fynske klub er således den klub, er har flest vindere af Det Gyldne Bur, Tipsbladets prestigefyldte pris, der gives til Årets Målmand i Danmark. Hele 10 gange har en OB-målmand således vundet Det Gylne Bur – i 2021-afstemningen fik Oliver Christensen en fjerdeplads efter Kalle Johnsson, Jesper Hansen og Jacob Rinne.
Her er den fynske ”kongerække” i målet:
Lars Høgh (1977-2000)
Ord er næsten overflødige, men med 817 førsteholdskampe er Lars Høgh det største målmandsnavn i OB’s historie. Høgh vandt Det Gyldne Bur fem gange som aktiv og har siden været målmandstræner i en række klubber – herunder også OB i to omgange.
Jesper Christiansen (2000)
Det var den unge sjællænder Jesper Christiansen, der skulle tage over efter Lars Høgh i sommeren 2000, og det blev så stor en succes, at han efter bare 12 kampe i OB-målet blev solgt til Rangers FC i Skotland for omkring 25 millioner kroner.
Karim Zaza (2001-2003)
Efter et mellemspil med Ulrik Lind som målmandsvikar blev Karim Zaza hentet til OB i januar 2001, hvor han straks blev førstemålmand. Med Lars Høgh som målmandstræner voksede Zaza til at blive Superligaens bedste målmand, og han vandt Det Gyldne Bur som OB-målmand i 2001 og 2002, inden han skiftede til Brøndby i 2003.
Arek Onyszko (2004-2009)
Martin S. Jensen var i første omgang udset som Zazas afløser, men efter et halvt år mente man i OB, at der skulle mere kvalitet på posten. Polske Arek Onyszko blev købt i Viborg, og han var de følgende år en stor profil på Fyn, hvor han blev regnet som en af Superligaens bedste målmænd.
Anders Lindegaard (2009)
OB havde afløseren klar, da Arek Onyszko forlod klubben i sommeren 2009, men den talentfulde fynbo Anders Lindegaard nåede ikke at få et gennembrud i sin hjerteklub. Fire kampe inde i den nye sæson pådrog han sig en mindre skade, og OB hentede Roy Carroll ind som ny førstekeeper. Anders Lindegaard skiftede i stedet til Aalesund i Norge, hvor han opnåede stor succes, inden han blev solgt til Manchester United i 2011.
Roy Caroll (2009-2011)
Den tidligere Manchester United-målmand Roy Carroll kom til OB som afløser for Anders Lindegaard og markerede sig straks som en rutineret og sikker sidste skanse. Efter sit første halve år i klubben modtog han Det Gyldne Bur, og han holdt tårnhøjt niveau i langt størstedelen af sine 18 måneder i klubben.
Sten Grytebust (2016-2019)
De følgende år var træge på Fyn – både på resultatsiden og på målmandsposten. Hverken den tidligere Bayern München-keeper Stefan Wessels, fynske Mads Toppel eller en aldrende Jesper Christiansen formåede at skabe stabilitet på målmandsposten, og i marts 2016 hentede OB derfor Sten Grytebust i norske Aalesund. Grytebust udviklede sig hurtigt til en af OB’s bedste spillere, og han vandt Det Gyldne Bur to år i træk i 2017 og 2018, inden han i sommeren 2019 skiftede transferfrit til FC København.
