På søndag løber Nicklas Helenius for første gang i karrieren på banen i Aalborg som udespiller, når Silkeborg IF gæster AaB. Den lange angriber fik sin fodboldopvækst og gennembrud i AaB, men for en stund kommer han altså på udebane i vante omgivelser.
Helenius gav et stort interview til Tipsbladetorud forud for klubbernes møde i efteråret, hvor den tidligere AaB'er scorede det vigtige 4-3-mål i Silkeborgs 5-3-sejr. I interviewet talte han om forholdet til AaB, genrejsningen af karrieren efter sin store nedtur og fremtiden. Det sidste er faldet på plads; han spille i OB til sommer.
Interviewet blev bragt første gang 24. september 2016.
Silkeborg IF runder mandagstræningen af med indlæg fra kanterne og afslutninger fra angriberne. Andreas Albers løber typisk mod forreste stolpe, Nicklas Helenius mod bagerste. Der er ingen forsvarsspillere, mens spilmønstret, indlæggene og afslutningerne øves. Helenius sparker en bold forbi mål, og cheftræner Peter Sørensen råber oppe fra midten: ”Spark bolden ind!”
Næste gang, bolden ender ved Helenius, brænder han igen på Thomas Nørgaards mål. Peter Sørensen råber igen. ”Spark den nu ind! Ellers stop det!” Det gør han så også næste gang, han får chancen, Nicklas Helenius, men generelt brænder han mere, end han scorer i øvelsen. Umiddelbart en ærgerlig måde at slutte den sidste træning inden en vigtig bundkamp i Esbjerg dagen efter, men ikke noget der påvirker den 25-årige angriber. Det ville det have gjort en gang; tidligere kunne en dårlig træning blive siddende i baghovedet og i kroppen i lang tid, men nu ryster han det af sig på fem minutter.
”I dag fik jeg lige skældud for at brænde en chance, efter jeg havde scoret på de første to, så det gjorde mig lidt nervøs alligevel,” smågriner han i interviewet med Tipsbladet kort efter træningen.
”Men sådan er det. Peter gør det kun, fordi han vil have, at man er klar i hovedet, så det måtte jeg lige lære og så komme videre, og jeg fik også sparket de sidste bolde ind. Jeg har haft så meget modgang i mit liv, at jeg føler, der skal mere til for virkelig at få mig ned nu. Jeg tror virkelig på tingene igen og føler, jeg kan mere og mere på fodboldbanen.”
Modgangen kom, da en bakterieinfektion i Aston Villa-tiden startede en nedtur, som endte med depression og dødsangst, vægttab og en hurtig retur til dansk fodbold og AaB. Helenius søgte trygheden i Aalborg, men har nu med skiftet til Silkeborg endeligt brudt med barndomsklubben 115 kilometer mod nord.
Hans tilbagevenden til hjembyen tjente sit formål, den byggede Nicklas Helenius op igen som menneske, så han godt kan tåle, at Peter Sørensen råber ad ham. Nu skal fodboldkarrieren gerne tilbage på samme niveau, som gav Helenius to landskampe og et Premier League-skifte. Næste skridt i den genrejsning skal tages på mandag, når Silkeborg og Helenius tager imod de gamle holdkammerater fra AaB.
Brug for at komme hjem
Nicklas Helenius’ nedtur i Aston Villa er velkendt, for han har ikke forsøgt at holde den hemmelig, men tværtimod fortalt åbent om den. En bakterieinfektion fra en dårligt tilberedt kylling gjorde ham syg og var skyld i, at han tabte otte kilo på fire dage. Det satte gang i en ond cirkel, som fik Helenius til at tvivle på sig selv og sine evner. Han kunne ikke længere koble fra efter træningerne, kunne ikke slappe af, og hans forbrug af sovepiller blev så omfattende, at medicinen aftog i effekt.
I vinteren 2013/14 var den psykiske nedtur så slem, at han led af depression og af dødsangst. Første skridt mod bedre tider var at søge psykologhjælp, han blev scannet i hjernen for at bekræfte, at han ikke var ramt af en tumor eller noget lignende, og han begyndte at gøre fremskridt i foråret 2014. Han erkendte, at vejen tilbage ville blive lang og formentlig vare flere år. Heldigvis fik han lov til at komme tilbage til de velkendte rammer i AaB og Aalborg, hvor familien var tæt på, og hvor han kendte folk.
Den første sæson hjemme i Superligaen var – omstændighederne taget i betragtning – udmærket. Helenius var inde og ude af startopstillingen, men spillede alle kampe under sin gamle træner Kent Nielsen bortset fra én, hvor han havde karantæne, og scorede otte mål. Den følgende sæson, under Lars Søndergaard, fik Helenius en mere perifer rolle: tre starter og syv indskiftninger i efteråret 2015, inden han gik på udlån i 2. Bundesliga-klubben Paderborn i foråret.
Udadtil har Nicklas Helenius ikke genfundet sit gamle jeg, som blev Årets Spiller i AaB to sæsoner i streg, men han mener selv, at han indadtil fik det ud af opholdet, som han ville.
”På det tidspunkt havde jeg helt klart brug for at komme hjem. Det var en accept af, at det var der, jeg skulle hen på det tidspunkt i mit liv, og selvfølgelig var det fedt, at AaB ville have mig tilbage. Det var det sted, jeg følte mig allermest hjemme. Der var hele min familie, og det havde jeg brug for,” fortæller han om det, der først var en lejeaftale og siden blev gjort permanent.
Man kan groft sagt dele Nicklas Helenius’ genrejsning op i to dele: den personlige og den sportslige. Helenius føler, at han mentalt er kommet ud på den anden side af nedturen, selv om han rent sportsligt ikke har nået sit gamle niveau.
”Det mærker jeg, når jeg er færdig med træningen og kommer hjem . Så er jeg far, familiemenneske og en god ven for mine venner. Det var også sådan, jeg gjorde i gamle dage. Når jeg tog støvlerne på, var fokus på træningsbanen, og når jeg kom hjem, var der fokus på andre ting. Det er den person, jeg er, og det er der, jeg er bedst. Når jeg ikke bliver ved med at hænge i tingene.”
Selv om der er en skelnen mellem personen Nicklas og fodboldspilleren Helenius, og de to ikke nødvendigvis følges ad, er det også umuligt at adskille dem helt.
”Jeg har fået selvtillid og ro i mig selv, fordi jeg føler, at jeg kan mere igen. Engang i mellem har jeg dårlige træninger, og det accepterer jeg, men jeg har også mange flere gode træninger. Jeg har meget mere ro og kan lave det cut, hvor jeg er på, når jeg går på træningsbanen, og når jeg er færdig, er der fokus på alt det andet omkring fodbolden. Det er det, man skal huske. Der er jo mere i livet end fodbold.”
Tidligere kunne de dårlige tanker godt sidde fast og påvirke ham, når han spillede.
”Hvis man afslutter på mål, og man tænker for meget over, hvad man skal gøre, så bliver det aldrig godt. Når man er i det rigtige mode som angriber, så ved man godt, hvor målet står. Så kigger man næsten ikke op. Det er den følelse, jeg har lige nu.”
”Der følte jeg måske førhen, at jeg var lidt træt. Der var det der med "Jeg kan fandeme ikke sparke den ind." Sådan tror jeg, mange føler i løbet af deres karrierer, det havde jeg også følt før, men det var endnu hårdere, fordi jeg følte ikke, at jeg bare kunne vende det ved at dreje på nogle ting. Det var ikke bare lige sådan, at det vendte næste dag.”
”Når man har været igennem det, jeg har været igennem, så forsvinder den gode følelse lidt. Man glemmer, hvem man var, før man fik modgang. Så man skal finde den, man er igen. Det har taget tid, men det har også taget kortere tid, end mennesker omkring mig faktisk havde forventet. Så jeg har gjort det godt. Jeg har hele tiden fundet små procenter hver dag. Sidste kamp [mod AGF] løb jeg for eksempel lige pludselig 11,3 kilometer, og det har jeg aldrig gjort før. Så det er også, fordi man hviler i sig selv og har overskud.”
Trygheden i sig selv og i Silkeborg
Det har været en lang vej tilbage fra de mørkeste perioder, og man fornemmer en vis stolthed fra Nicklas Helenius over, at han er lykkes med at blive sig selv igen. Eksempelvis når han fortæller, at holdkammeraterne i AaB sagde, at han var begyndt at ligne den gamle Nicklas. Derfor, skulle man tro, må det også ærgre endnu mere, at det ikke kunne blive forløst på banen i barndomsklubben. Men sådan ser han det ikke selv.
”Jeg følte, at jeg gjorde det, jeg kunne, for at det skulle nå derop igen. Det har jeg ikke så meget mere at sige til,” siger han og lægger for stort set eneste gang i interviewet armene over kors.
”Det tog tid i starten, og det kunne Kent også hurtigt se. Så kom Lars til, og der fik jeg også en rigtig fin start og scorede i alle træningskampe, og så blev der skiftet lidt ud, fordi jeg ikke scorede i de tre første kampe, og det er også fair nok, at han ville prøve noget nyt.”
Måske er han ikke specielt ærgerlig over, at den mentale fremgang ikke materialiserede sig i sportslig ditto, eller måske ønsker han bare ikke at sige noget dårligt om nogen eller noget i AaB. I sidste ende står dog tilbage, at den sidste flig af mental genrejsning manglede, og det var særligt den del, der hang sammen med fodbolden.
”Det er vel den der tryghed i mig selv, jeg også skulle finde igen. Den får man først, når man har trygheden omkring sig. Den havde jeg brug for i starten i AaB. Men den der ro var der ikke, fordi jeg følte ikke, der skulle ret meget til, før jeg blev pillet ud. Men her føler jeg sgu, at jeg får noget tillid og tro på tingene. Hernede får jeg lov til at være den, jeg er, og føler mere, jeg er mig selv på banen.
Nicklas Helenius siger stadig ”hernede”, når han taler om Silkeborg. Han bor fortsat i Aalborg med sin hustru og tvillingebørn. Han holder fast i noget af tilknytningen til Aalborg, og selv om han lige skal vænne sig til at have 75 minutter i bil til træning, er det ikke noget, der slår 25-årige Helenius ud af kurs.
Han har allerede brugt en stor del af 2016 betydeligt længere væk fra trygheden i Nordjylland, da han spillede forårssæsonen i Paderborn. På den måde har han varmet op til det endelige brud med AaB, som skete med udlejningen til Silkeborg for resten af sin kontraktperiode, og det har gavnet angriberen at være i Tyskland.
Man kunne ellers godt frygte, at den følsomme Helenius kom i klemme i en bundklub i den ubarmhjertige 2. Bundesliga, der havde den farverige Steffen Effenberg som cheftræner. Men Helenius var fast mand under den tidligere landsholdsspiller, og han stempler stadig opholdet som en succes, selv om han gled ud af startopstillingen, da René Müller tog over for den fyrede Effenberg.
”Jeg var nede og snakke med Effenberg og sportsdirektøren, og efter jeg havde snakket med dem i fem-ti minutter, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle. Med den tillid, de viste mig, og den selvtillid de gav mig, var jeg ikke i tvivl om, at jeg kunne gøre en forskel,” siger han.
”Jeg skulle også vise over for mig selv, at jeg kunne klare at stå på egne ben dernede igen og vise andre, at jeg bliver altså ikke syg af at være i udlandet, fordi jeg fucking savner min familie eller min mor og far og pis og lort. Som mange åbenbart stadig tror. Så jeg lærte meget dernede og følte virkelig, jeg fandt mit tempo i mit spil igen, og det var det, der var vigtigt.”
”Jeg synes, at jeg beviste ved at tage til Paderborn, at jeg ikke var skræmt over at være af sted eller ikke kan klare det. Jeg var af sted helt alene uden min familie, mine børn var herhjemme, så det gav mig et mentalt kæmpeboost, at jeg kunne bevise over for mig selv, at det ikke var noget med, at jeg ikke var sammen med min familie, men det var på grund af den bakterie, jeg blev syg af i England.”
Hjælp til andre
Det gjorde bestemt heller ikke noget at få lov til at spille i Tyskland, hvor Nicklas Helenius altid har drømt om at spille. Landet er fedt, fodboldkulturen er fed, og stemningen er sindssygt fed selv i 2. Bundesliga, siger Helenius. Han havde også efter eget udsagn mulighed for at komme til ”en rimelig stor klub”, men der ville han ikke være fast mand, og så var det ikke værd at flytte familien for. Men interessen var han glad for.
”Det beviser også, både for mig selv og andre, at jeg kunne altså godt gøre en forskel nede i 2. Bundesliga. Så det gav mig bare mere selvtillid,” siger han.
I en alder af 25 år har Nicklas Helenius titler nok til en hel karriere. Han har været Superliga-profil, landsholdsspiller, udlandsprofessionel og depressionsramt, og gennem sin åbenhed har han forsøgt at gøre en forskel for andre. I 2015 modtog han Men’s Health Prisen for at tale åbent om sin depression.
”En sådan åbenhed som den, Nicklas Helenius har udvist, er med til at give andre mænd håb og mulighed for også at åbne op og tage imod tilbud om støtte og hjælp, når der er brug for det,” stod der i begrundelsen for prisuddelingen.
150.000 danskere lider af depression ifølge Sundhedsstyrelsen, som på sin hjemmeside oplyser, at Verdenssundshedsorganisationen (WHO) ”anser på verdensplan depression for at være den fjerde mest alvorlige sygdom målt i tabte sygdomsjusterede leveår.” De 150.000 er dog ”blot” tre procent af befolkningen. Til sammenligning er fodboldspillere mere udsatte for depression. Flere undersøgelser fra den internationale spillerforening, FIFPro, viser, at en forholdsvis høj andel har oplevet symptomer. I oktober 2015 svarede 38 procent af aktive spillere, at de havde oplevet symptomer på depression og/eller angst.
Det betyder, at af de 21 i Silkeborgs Superliga-trup ”burde” omkring otte af dem have haft symptomerne, men Nicklas Helenius har endnu til gode at tale med holdkammerater om sine erfaringer. Psykiske problemer er fortsat et tabubelagt emne i professionel fodbold.
”Nu har jeg åbnet mig selv og gjort det, jeg synes, jeg kunne. Jeg er da en person, der lægger meget mærke til andres følelser, sådan er det, når man er meget følsom. Men jeg tror også, at man selv skal åbne for det. Det er der nok ikke nok, der gør, nej. Men der er også nogle, der godt kan klare det. Så er der de procenter, der ikke kan klare det og ikke åbner op i tide, og så kan det gå helt galt. Det er det, der gør det svært. Nogle vil gerne klare det selv, fordi så føler de virkelig, at de er stærke. Nogle har brug for hjælp for at komme videre. Det handler om at finde den balancegang,” siger Helenius om et emne, han kalder ”stort og undervurderet”.
”Folk tror bare, at det er liv og glade dage. Gu er det ej. Man er under pres hver weekend, man spiller for at komme på holdet hver eneste dag til træning, man bliver hurtigt hugget ned i pressen. Man skal lære at lukke af og fokusere på de ting, man kan bruge, og lytte til de mennesker, man kan stole på. Det er det, der er meget vigtigt, synes jeg. Prøv at forestille dig, hvordan det er at være under pres et eller andet sted. Nogle gange finder man en frihed og tør lave fejl, men der kommer også perioder, hvor tingene måske ikke lige lykkes, og man føler, at nogle er lidt mere efter en, end de plejer at være.”
Ikke nervøs for AaB-kamp
Nicklas Helenius ved det ikke endnu, men det kan godt være, at han vil hellige sin tid til at hjælpe andre, når han stopper karrieren. Det er formentlig ti år ude i fremtiden, og der er mere presserende ting at fokusere på nu. I første omgang er der kampen mod AaB, som mandag aften kommer til Silkeborg.
Det er ikke første gang, Helenius skal spille mod AaB; han spillede også mod dem, da han var barn. Men eftersom han kom til den store klub i Aalborg fra Svenstrup-Godthåb IF som 13-årig og i alt har tilbragt 10 af sine 25 år i klubben, er der ingen grund til at lade, som om det ikke er specielt at skulle møde AaB.
”Det glæder jeg mig til. Det er ikke noget, jeg er bange for, det er ikke noget, jeg er nervøs for. Det er jo ikke kun mig, der ville herned. Det var også AaB, der ville lade mig gå. Selvfølgelig er der noget andet spænding på og en anden måde at sætte sig op til den kamp, fordi det er ens gamle hold og gamle holdkammerater, men på et eller andet tidspunkt skulle det jo ske. Der er også mange andre i Superligaen, du kan spørge om det. Der er mange fra OB, der har spillet i AaB, og [Kasper] Risgård har spillet her i Silkeborg og mødt AaB.”
Når AaB-kampen er slut, fortsætter Nicklas Helenius’ jagt på sit gamle niveau, og går det, som han selv tror, bliver den jagt lettere af skiftet til Silkeborg. Her passer spillestilen bedre til den 195 centimeter lange angriber, der gerne vil spille mere direkte, end tilfældet var i AaB. Han vil gerne bevæge sig mere, hurtigt til afslutning, trække ned i banen. Have mere frihed.
”Her har jeg selvfølgelig også mine opgaver, men jeg føler også, jeg har en frihed til at være i bevægelse hele tiden og løbe i nogle andre rum, end man får at vide. Dengang jeg var allerbedst under Kent Nielsen, var 20 procent af mit spil de opgaver, jeg fik. 80 procent var min frihed. Den frihed fik jeg, og jeg fik ikke skældud, hvis jeg ikke var inde i feltet,” siger han om sin rolle i AaB før Aston Villa-tiden.
En lignende rolle har han fået i Silkeborg, og det har været en vigtig faktor i den selvtillid, han har opbygget. Nu handler det om at holde fast i den, i første omgang i Silkeborg det næste år.
”Mit store mål er at hvile i mig selv og være den, jeg er. Gøre det bedste, jeg kan, for Silkeborg. Selvfølgelig også at give mig selv nogle muligheder næste år. Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er fri af AaB, så... Jeg føler, at Silkeborg virkelig hjælper mig her, lader mig være den, jeg er. Det er vigtigt for mig, og jeg føler også, at det er det, der gør, at jeg bliver bedre og bedre lige nu. Så jeg skal blive ved med at tro på tingene og holde det i en hel sæson, så bliver det rigtig godt, og så bliver det også godt i fremtiden.”
Det kan det nemlig sagtens blive, selv om det ikke altid var godt i fortiden.
