Hvem er egentlig den største fodboldperson i verdenshistorien?

Diskussionen er evig, og derfor bliver det også hurtigt et tema denne novemberdag, hvor tipsbladet.dk møder Frank Arnesen til en snak om det smukke spil og en af dens største aktører: Johan Cruyff. For selvom hollænderen er afgået ved døden, præger hans tanker stadig den moderne fodboldverden, og i Danmark kan vi også lære noget af ham, mener Arnesen.

– For mig er han den største, der nogensinde har levet i fodboldens verden. Ikke bare som spiller, men i det hele taget. Når det handler om spillere, kan man argumentere for Messi, Pelé, Di Stefano, Beckenbauer, George Best og nogle andre, men han er den eneste, der har udviklet fodbolden i en fantastisk positiv retning både som spiller og træner, siger Frank Arnesen til tipsbladet.dk.

Anledningen til vores møde er udgivelsen af Johan Cruyffs selvbiografi, der på dansk har fået titlen ”Mit livs bane”. Frank Arnesen læste den hollandske version, der kom på gaden for nogle uger siden, og han har skrevet forord til den danske version, der udkommer 18. november. Heri fortæller Frank Arnesen blandt andet om sine oplevelser med Cruyff, der trods sit engagement i først FC Barcelona og siden amerikanske klubber i Los Angeles og Washington ofte besøgte Ajax og tog del i ledelsen af klubbens førstehold.

En Arnesen-anekdote lyder, at Johan Cruyff en dag trak den daværende Ajax-anfører Frank Arnesen til side.

”Frank, tror du ikke, at det er bedre, at Wim Jansen bliver anfører. Du er jo ret ung,” sagde Cruff.

Arnesen svarede kort: ”Nej, nej, jeg er anfører, og jeg bliver ved med at være anfører.”

Cruyff: ”Det var præcis det, jeg gerne ville høre.”

I dag griner Frank Arnesen af Cruyff-anekdoten, men han har alle dage haft stor respekt for det hollandske ikon.

– Da jeg spillede i Fremad Amager, inden jeg kom til Ajax, var jeg fan af Ajax, men jeg var mest begejstret for Piet Keizer, der spillede venstre wing. Men da jeg kom derned som spiller, kunne man godt fornemme, hvor stor Johan var. Han var taget af sted i 1973, og jeg kom derned i 1975. Da var hans navn stadig kæmpe stort. Han blev født tæt på klubben, og han blev et begreb – ja, han var det allerede dengang. Han var genial. I sin ferie fra sit amerikanske hold blev han tilknyttet trænerstaben, selvom han aldrig før havde været træner, men han stod med den ene hånd i lommen og den anden med en cigaret, og på en time fortalte han os, hvordan man skulle spille fodbold, fortæller Frank Arnesen.

Den 60-årige dansker med fortid som sportsdirektør i blandt andet Chelsea, Hamburger SV og PSV Eindhoven fortæller med begejstring om Cruyff, der meget tidligt viste de lederevner, der gjorde ham til en af fodboldens største. Og selvom Cruyff på sine ældre dage i visse kredse blev set som en kværulant, der altid ville have ret, har Frank Arnesen et andet syn på hollænderen.

– Han var helt nede på jorden, og der var ingen arrogance. Han fortalte bare, hvordan tingene skal være, og sådan blev det. Han var overbevisende, og når han fremførte sine argumenter, var det svært at sige noget imod det. Han kunne også være hård i omklædningsrummet, men han var direkte. Han var en født leder, for han vidste så meget om fodbold, og så kunne han udføre det, siger Frank Arnesen, der selv brugte erfaringer fra Cruyff i sit arbejde som fodboldleder.

– Han har gjort det sværeste, man kan gøre i fodbolden: At angribe. Han har altid sagt, at fodbolden er for fansene. Professionelle fodboldspillere skal entertaine, og vi skal sørge for, at publikum får en dejlig dag. Hvordan gør man det? Ved at kreere chancer og score mål. Det handler ikke om at forsvare. For ham handlede det om at spille god fodbold. Det lærte jeg af ham. Da jeg byggede Chelseas ungdomsafdeling op, sagde jeg, at det handlede om at udviklede spillere frem for at vinde fodboldkampe. Det gjaldt om at udvikle spillere, der kunne spille attraktiv fodbold. Det har Cruyff altid stået for.

Kreativitet og lederskab
Da Johan Cruyff døde efter et kræftforløb den 24. marts 2016 i en alder af 68 år, medførte det massevis af reaktioner verden over. Adskillige sportsaviser dedikerede forsiden til hollænderen, utallige fodboldpersonligheder og klubber hyldede ham med mindeord. Og landskampen mellem Holland og Frankrig blev afbrudt med et minuts stilhed i det 14. spilleminut – en hyldest til Cruyffs legendariske rygnummer. Så der er ingen tvivl om, at han har enorm betydning for fodboldens udvikling, men hvad kan vi lære af Cruyff i dag?

Johan Cruyff stod især for lederskab og kreativitet. Det er egenskaber, der i dag er savnede – også i dansk fodbold, mener Frank Arnesen.

– Vi udvikler ikke de typer. Det er vores problem. For mig at se handler det om, at ungdomstrænerne er fokuserede på at vinde. Det handler om dem selv i stedet for helheden. Jeg er ligeglad om, at drengeholdet, juniorholdet eller ynglingeholdet vinder. Det drejer sig om at udvikle fodboldspillere og personligheder.

Han tænker tilbage på det firserlandshold, som han selv var en del af.

– Vi havde personligheder, men der var vel også kun ledere i form af Morten Olsen, Søren Lerby, Allan Simonsen og jeg selv. Man kan også være leder på andre måder. Preben Elkjær var ikke leder, man han var en individualist og en fantastisk fodboldspiller. Han vidste, hvad han skulle gøre, og hvad han ikke skulle gøre – i hvert fald nogen gange. Michael Laudrup var heller ikke en ledertype i starten, men han blev leder på grund af sit fantastiske talent. Man kan sammenligne ham lidt med Christian Eriksen i forhold til karakter. Michael var lidt introvert, og det er Eriksen også. Begge to har en fantastisk fodboldhjerne, og på den måde kan man også lede. Jan Mølby var også en ledertype i Liverpool, fordi han bestemte, hvad der skulle ske med bolden. Det handler om ledertyper og talent. Det har vi savnet i de senere år i Danmark, for der har ikke været for mange af dem, siger Arnesen.

Han ser et stort problem i tidens tendens til at gøre fodboldspillere til robotter, der adlyder ordrer. Spillerne skal have have mere ansvar selv.

– Som træner skal man passe på med at overcoache. Min fornemmelse er, at man for mange gange fortæller spilleren alt, hvad han skal gøre og ikke skal gøre. De skal selv finde ud af det, selv lave fejlene, selv korrigere sig selv og sine holdkammerater, siger Arnesen.

Han taler sig hurtigt varm, når emnet handler om udviklingen af fremtidens landsholdsspillere.

– Hvis man én gang om ugen beder spillerne om selv at vælge hold, spille kamp og være dommer – endda uden overtræksveste. Da vi var børn og spillede på otte mod otte på gaden, vidste vi jo hurtigt hvem vi var sammen med alligevel. Det finder man ud af i løbet af 30 sekunder. I dag bliver alt tygget igennem for spillerne. Vores træner uddannelser og kurser går mere og mere i dybden, og trænerne bliver også bedre og bedre, men vi skal også udvikle spillernes personlighed og kreativitet. Vi skal lade spillerne klare nogle af tingene selv. Man hører tit undskyldningen: 'Ja, men vi har jo ikke så mange timer på banen. Derfor skal vi udnyttet det hundrede procent', mener Frank Arnesen.

– Man snakker om, at man skal have spillet 10.000 timers fodbold, før man er færdigudviklet. I min generation havde vi måske allerede spillet så meget som 14-årige, for vi spillede nogen gange fem-seks timer om dagen, og vi blev aldrig trætte. Man fik lidt ømme ben, men dagen efter var man klar igen. Inden jeg blev otte år, spillede jeg i gården på Grejsvej på Amager, hvor vi spillede tre mod én – jeg var alene, og jeg måtte kun score med venstre ben. Vi lavede selv de begrænsninger, der var med til at udvikle os, tilføjer han.

Læren fra Grejsvej
Frank Arnesen fortæller, at han inden interviewet med tipsbladet.dk har gået en tur på to timer i barndommens gader på Amager og Christianshavn. Han tilslutter sig den gængse holdning om, at nutidens børn og unge ikke spiller nok fodbold på gaden og i parkerne. Fodbold bliver primært spillet i organiseret form.

– Min far (højre wing i Kastrup) fortalte mig to ting: Man skal kunne sparke lige godt med begge ben, og det er lige så vigtigt at lægge op til mål som at score et godt mål. Det har jeg altid haft i mig. Jeg har altid været lige så glad for at lægge op som at score selv. Nede for enden af Grejsvej havde vi et hegn, som jeg stod og sparkede op ad. Den gav lidt bounce, så den kom tilbage igen. Der var to bænke, som vi kunne bruge som mål. Nogle gange skulle bolden over bænken, andre gange skulle den under for at score mål. Sådan nogle ting lavede vi. Jeg stod i timer og sparkede der.

– Da jeg mange år senere kom til PSV, foreslog jeg Huub Stevens, der var chef for ungdomsafdelingen, at jeg kunne hjælpe til med noget træning. Han bad mig om at lave individuel træning to gange om ugen for nogle af de yngste talenter, og jeg måtte selv bestemme hvordan. Derfor sagde jeg til spillerne, at de i et helt år skulle træne 'det andet ben'. Jeg sagde bevidst 'det andet ben' i stedet for 'det dårlige ben', for efter et år ville de være lige gode med begge. Vi lavede flere forskellige øvelser – også hvor vi spillede tre mod én, og hvor spillerne mindst skulle røre bolden tre gange, før de måtte spille den videre. Det handlede om at drible, før man spillede – alt sammen med 'det andet ben'. Det var inspireret af min far. Men jeg var selv vanvittig som træner, for jeg fortalte dem alt, hvad de skulle gøre, siger Arnesen.

Ud at lege
Og så er vi tilbage i Holland og ved Johan Cruyff, der i en stor del af sin bog bruger meget tid på de konflikter og kampe, han har været en del af i årene. Men for Frank Arnesen er bogens mest interessante indhold de sidste tre kapitler, hvor Johan Cruyff fortæller om arbejdet efter trænerkarrieren. Johan Cruyff har blandt andet stiftet Cruyff Foundation, der tilbyder fodboldtræning og oplevelser for handicappede børn. Cruyff har også opført mere end 100 streetfodboldbaner i byer verden over, og han har taget initiativ til projektet Skolegård14, der handler om at indrette skolegårde, så de egner sig bedre til sportslig aktivitet og er mere attraktive at opholde sig i.

Frank Arnesen er begejstret over tankerne.

– Alle trænere, skolelærere og ledere bør læse Cruyffs bog. De skal tvinges til at læse den her bogen, for i de sidste tre kapitler kommer han ind på nogle interessante temaer. Han har oprettet Cruyff Foundation, Cruyff Court og Skolegård14. Det er fremragende. Cruyff skriver i bogen, at man bør have et fag i skolen en time om dagen, der hedder ”ud at lege”. Det er en god tanke.

– Når man kigger på skoleskemaer i dag, er der heller ikke noget, der hedder gymnastik mere. Det er utroligt. Der er skoler, hvor der ikke engang er gymnastiksale mere. Hvad tænker man på? Der er noget fuldstændig galt i mine øjne. I min barndom gik vi også i skole om lørdagen, så vi havde seks skoledage, og vi havde tre timer om ugen med gymnastik. Vi lavede alt muligt: Gymnastik, redskabsgymnastik, rundbold, fodbold, håndbold; der var det hele. Sport er noget af det vigtigste, for det er sundhed. Derfor er det fantastisk at læse om Cruyffs tanker om det her, mener Frank Arnesen om den del af bogen, der har gjort størst indtryk på den tidligere danske landsholdsspiller.

Og spørger man Arnesen om fodboldverdenen nogensinde igen vil se en lige så visionær fodboldtænker som Johan Cruyff, er han lige så idealistisk som den afdøde hollænderen selv.

– Vi skal sætte vores mål højt, så selvfølgelig kommer der én, der er lige så god – og bedre. Sådan skal vi tænke. Ingen andre har sat sit præg på så mange ting som ham. Nogen siger, at han er tosset og vanvittig, men som han selv har sagt: Man bliver kaldt vanvittig lige indtil den dag, man bliver kaldt et geni.

Stort Arnesen-interview: Vi savner ledere og kreative typer