Video : Tipsbladet
Superliga

Stor interesse for ledigt AaB-job: Skabte noget røre i markedet

AaB er begyndt at afholde samtaler til jobbet som sportschef i klubben, og ifølge administrerende direktør Thomas Bælum er der mange interesserede.

Nordjyderne AaB leder med lys og lygte efter en sportchef. I oktober stoppede Allan Gaarde som sportsdirektør, og klubben søger efter en kompentent person til at overtage ansvaret med det sportslige arbejde i kulissen.

Og hvis Aalborg-klubben troede, det ville blive svært at finde egnede kandidater, kan de godt tænke om igen, for der har været mange, der selv har henvendt sig. Det fortæller AaB's administrerende direktør, der kan glæde sig over at have travlt for tiden.

- Status er den, at efter vi meldte ud, at vi søger en sportschef, har det skabt noget røre i markedet, og der er nogle kandidater, der selv har meldt sig, og så er der nogle, vi har haft stående på en liste. Og det har vi så lavet den første grovsortering ud fra. Nu har vi holdt de første samtaler, og vi vil holde yderligere samtaler i december. Så håber vi på, at vi kan præsentere noget sidst i december. Indtil videre har det været en god proces. Det er et stærkt felt ud fra den profil, vi har defineret, siger administrerende direktør Thomas Bælum til tipsbladet.dk.

Men den kommende sportschef kommer ikke til at sætte sig i stolen for at overtage jobbet lige med det samme, selv om AaB håber på en afklaring om en måneds tid. Thomas Bælum fortæller, at man kigger på kandidater, der er bundet til andre klubber. 

- Uanset hvad vi gør, vil det være personer med en vis opsigelsesvarsel, så vi ender på den anden side af transfervinduet. Derfor bliver det trænerteamet, der skal vurdere truppens styrke, og hvad der skal ske. Så vil jeg støtte op om det kontraktuelle. Men det bliver et stille vindue, for vi føler, vi har en trup, der er godt besat, og så handler det om at få så få skader som overhovedet muligt. Truppen er stærk, siger Thomas Bælum.

AaB-direktøren vil ikke sige noget om, hvor mange kandidater der er i spil til jobbet som sportschef.

Klubben har i mange år været dygtige til at udvikle egne talenter, og en stor procentdel af de spillere, der er på førsteholdet, har man haft i klubben eller en af samarbejdsklubberne i mange år. Seneste skud på stammen er 18-årige Mikkel Kaufmann, der har scoret syv gange i Superliga-efteråret, og det er også noget af det, der efter Bælums mening gør jobbet interessant.

- Vi er jo en klub, der har bevist, at vi kan være en del af toppen i dansk fodbold. Det er da også fortsat vores ambition. Samtidig har vi et fantastisk akademi og en fantastisk talentafdeling. Vi tyvstartede nok lidt i forhold til mange andre og har bygget op de sidste 20 år. To tredjedele af truppen og holdet er stort set egen avl. Det er da interessant at arbejde med. Vi har også bevist, at vi kan sælge dygtige spillere, vi har udviklet. Så det er klart, vi har ingredienserne, der gør jobbet spændende. Der er en høj faglighed, og fundamentet er i regionen, hvor vi er kraftigt til stede, siger Thomas Bælum.

AaB ligger aktuelt nummer fem i Superligaen med 26 point efter 17 kampe - klubbens næste opgave er et møde med de nordjyske rivaler fra Hobro IK.