Video : Tipsbladet
Superliga

Stor Europa-reform på vej for Superligaen

En vigtig reform vil i næste sæson ændre Superliga-klubbernes adgang til de europæiske turneringer.

En større ændring af Superliga-klubbernes adgang til de tre Europa-turneringer er på vej og kan meget vel blive vedtaget til juni på et møde i UEFA.

Randers FC og Silkeborg IF har de to seneste sæsoner klaret sig godt i gruppespillet i den ny turnering Conference League.

Randers kom i gruppespillet via en sejr i pokalfinalen i 2021 over SønderjyskE, mens Silkeborg IF sidste år kom i den sidste runde af kvalifikationen til Europa League som treer, da FC Midtjylland vandt pokalturneringen, sluttede som toer og dermed gav pokalvinder-pladsen videre til SIF.

Til sommer, hvor Superligaen er ude af Top 15 på UEFA's rangliste, ryger kun mesterholdet i Champions League-kvalifikationen, mens tre andre hold, inklusiv pokalvinderen, ryger direkte i kvalifikationen til Conference League.

Pokalvinderen får Danmarks næstbedste Europa-adgang, da man træder ind i tredje kvalifikationsrunde, mens nummer to i Superligaen sammen med den sidste danske deltager allerede træder ind i anden runde.

Internt blandt klubberne i Europa har den prioritering af pokalturneringen fået kritik, fordi pokalturneringer som oftest er langt mere tilfældige end ligaer.

Det får ifølge Tipsbladets oplysninger UEFA og klubberne via organisationen European Club Association til at lave adgangen om fra sommeren 2024, hvor de tre store Europa-turneringer lægges om til ligaspil.

For at gøre forskellen mindre mellem ligaer i Top 15 og under vil UEFA indføre, at et ekstra hold fra landene, som er nummer 16 til 33 på UEFA's rangliste, får adgang til kvalifikationen til Europa League.

Det er en mærkbar forskel fra i dag, hvor alle andre end mesterholdet ryger direkte i kvalifikationen til den mindre attraktive Conference League.

Arbejdet med de nye turneringer har varet flere år, og mange har forventet, at det også i fremtiden ville være pokalvinderne i landene uden for Top 15, der fik landets næstmest attraktive Europa-billet.

Det ville fra 2024 altså sige Europa League-kvalifikationen, mens en liga-toer kun fik muligheden for at kvalificere sig til Conference League.

Men det bliver ifølge Tipsbladets oplysninger nu lavet om, så det i stedet bliver nummer to i de nationale ligaer fra nummer 16 til 33, der får adgang til Europa League-kvalifikationen, mens pokalvinderne fremover kommer i Conference League-kvalifikationen.

Ifølge de planer, Tipsbladet har set, skal toeren allerede træde ind i første runde af Europa League-kvalifikationen, hvilket altså betyder fire runder og otte kampe, før man når et Europa League-gruppespil.

Reformen træder i kraft i næste sæson og dikterer altså adgangen til Europa-turneringerne i 2024/25.

I dette forår er det sandsynligvis FC København eller FC Nordsjælland, der bliver mester og kommer i anden runde af Champions League-kvalifikationen, mens taberen af duellen kommer i anden runde i Conference League-kvalifikationen, såfremt man ikke bliver indhentet af et af de øvrige hold i medaljeslutspillet.