Video : Tipsbladet
Superliga

Stor AGF-lettelse: Beijmo slipper med skrækken

Felix Beijmos skade er ikke nær så slem som frygtet, og man kan dermed ånde lettet op i AGF-lejren.

Felix Beijmo måtte udgå med en knæskade i mandagens udekamp mod Silkeborg IF, hvor den svenske kantspiller i øvrigt blev dobbelt målscorer for AGF, og det så bestemt ikke godt ud, da han lå i græsset med store smerter.

Efter kampen var det da heller ikke en alt for optimistisk Uwe Rösler. der udtalte sig om Felix Beijmo.

Heldigvis er der godt nyt om den 26-årige AGF-profil, der er sluppet med skrækken. Felix Beijmo har ikke udsigt til en længere skadespause - han har pådraget sig en såkaldt "bone bruise".

- Det er ikke så alvorligt, som først frygtet. Felix kommer dog til at holde en pause - måske på tre til fire uger. Men "bone bruises" er en uforudsigelig størrelse, så det er svært at sige præcist, hvornår han er tilbage. Men alt i alt er det positive nyheder og vi glæder os til at få Felix tilbage i fuld vigør, siger Jacob Astrup, der er  klublæge i AGF.

Hovedpersonen selv ånder naturligvis også lettet op.

- Det er en langt mindre skade end jeg frygtede, da det skete i mandags. Og jeg er glad for, at vi nu har fået klarlagt, at det ”kun” kommer til at kræve en mindre kamppause. Jeg vil gøre alt for, at blive klar så hurtigt som muligt, og med opbakning fra vores dygtige sundhedsstab, ser jeg frem til at komme i kamp igen, siger Felix Beijmo.

Hvis prognosen med en skadespause på tre-fire uger holder, kan Felix Beijmo nå tilbage tids nok til at deltage i sidste kampe i slutspillet.