Han er givetvis en rar mand uden for banen, men inden for kridtstregerne er AGF's Nicolai Poulsen alt andet end en krammebamse.
Torsdag aften mod AaB modtog Nicolai Poulsen sit gule kort nummer 14 i denne sæson, og dermed skriver han sig ind i historiebøgerne som den største bisse nogensinde. Aldrig før har en spiller fået så mange advarsler på én sæson, og så er det jo værd at notere, at sæsonen slet ikke er forbi endnu.
26-årige Nicolai Poulsen vælter såmænd sig selv af førstepladsen på bisselisten. Han var nemlig også indehaver af den tidligere rekord, som var på 13 advarsler - dem indkasserede han i sidste sæson for Randers FC.
Læs også:Optakt: FC København - Brøndby IF
Nicolai Poulsen har indtil videre hevet 112 strafpoint i land i denne sæson, og det er også ny rekord, hvis man ellers fraregner Kim Aabech, der i 2012 fik otte spilledages karantæne og en masse strafpoint for at bette på én af Lyngbys kampe, mens han selv var i klubben.
Med til historien om de gule kort hører, at der i mange sæsoner kun blev spillet 33 kampe i Superligaen, så Nicolai Poulsen har flere kampe til rådighed til at få advarsler. Foreløbig er der dog kun spillet 32 kampe i denne sæson, så AGF-spilleren har taget rekorden på "fair" vis. Faktisk har Nicolai Poulsen fået 15 gule kort i sæsonen, men det ene - som faldt i en kamp mod Esbjerg - blev trukket tilbage, fordi Poulsen var den forkerte spiller at give det til.
Nicolai Poulsen er ikke med, når AGF møder FC Midtjylland på søndag. Han har - ikke så overraskende - karantæne.
* Tallene er taget fra DBU's officielle statistikere fra danskfodbold.com, og de medregner ikke to advarsler i samme kamp som to gule kort. Det noteres som et gult kort og et rødt kort. Nicolai Poulsen har i denne sæson modtaget to røde kort.
Læs også:FCM-anfører langer ud efter baneforhold i Superligaen
Læs også:Avis: Søren Tengstedt skifter til AGF
Læs også:Ove Pedersen: Først efter jul er jeg blevet optimist
Læs også:Optakt: FC Nordsjælland - AaB