Video : Tipsbladet
Superliga

Stijn Spierings afslører: 'Jeg talte med FCK'

I et stort og eksklusivt interview med Tipsbladet fortæller den nye Brøndby-spiller Stijn Spierings, at FCK ville hente ham, men Brøndby var mest interessant for midtbanespilleren.

BRØNDBY STADION (Tipsbladet): Smilet er stort, da Stijn Spierings kommer gående. Han giver et fast håndtryk.

Hollænderen tager plads i sofaen.

Den nye Brøndby-spiller virker ganske afslappet. Han er helt klar.

Tipsbladet er kommet til Brøndby Stadion, hvor vi har fået lov til at lave et stort og eksklusivt interview med den nye Brøndby-spiller.

Udover en stor snak om den professionelle karriere kan den hollandske midtbanespiller også løfte sløret for en stor nyhed.

- For at være ærlig viste FCK også interesse i mig, og jeg talte med klubben og Brøndby. Min fornemmelse med Brøndby var bare bedre. Som klub hører jeg til her, og det er derfor, at valget ikke var så svært, siger Stijn Spierings til Tipsbladet og tilføjer.

- Jeg havde mulighed for at komme til FCK. Vi snakkede på samme tidspunkt, som jeg gjorde med Brøndby. Jeg følte, at Brøndby virkelig gerne ville have mig, og de kom med et tilbud, og så underskrev vi en aftale.

Spierings fortæller, at han med ankomsten til Brøndby har mærket det særlige forhold til FCK.

- Jeg vidste godt, at Brøndby og FCK var rivaler, men jeg er ikke fra Danmark, så for mig var det anderledes.

- Nu har jeg været til derbyet, og jeg har set det med mine egne øjne. Jeg kan se, at de er store rivaler. Jeg vidste ikke, at det var en stor rivalisering før.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto:Brøndby IF

Tilbud fra Tyrkiet og Saudi Arabien
Det var dog ikke kun FCK og Brøndby, der var ude efter den hollandske midtbanespiller. Han fik også nogle ganske lukrative muligheder.

- Jeg havde andre tilbud fra rundt om i verden, men jeg var ikke interesseret i at tage til Tyrkiet eller Saudi Arabien.

- Jeg er 28 år, så jeg ville gerne have et godt fodboldmiljø omkring mig, hvor der er gode folk. Det skulle være en god liga og en god klub. Det synes jeg, at jeg har fundet i Brøndby.

- Jeg vil gerne være synlig i Europa, men jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer for mig. Lige nu var det slet ikke noget, som jeg overvejede, fortæller den hollandske midtbanespiller, der brød med Lens kort inden Brøndby-skiftet.

Dette er første del af et større interview med Stijn Spierings, og du kan lære den hollandske midtbanespiller endnu bedre at kende ved at læse med på Tipsbladet den kommende tid.

Du kan øverst i artiklen høre Stjin Spierings fortælle om FCK-interessen.