FC Midtjylland er fuldt fortjent kåret til danske mestre, og det skyldes i høj grad klubbens evne til at få det maksimale ud af midlerne ved et lavt hierarki og en fælles indsats.
Det mener direktør Claus Steinlein, der omvendt stikker drillende til FC København og i særdeleshed manager Ståle Solbakken, der for blot et par uger siden udtalte til BT, at han ville kunne skabe europæiske resultater med FCM-truppen.
- I det midtjyske er det nødvendigt at få én plus én til at give tre, ellers flytter vi ikke noget. Vores styrke er at gøre tingene i fællesskab. FC København opfatter jeg mere som et onemanshow. Når én mand, eller meget få, træffer beslutninger, så er der større risiko for at begå fejl, siger Steinlein i et større interview i lørdagens Ekstra Bladet.
FCM-direktøren tilføjer i den forbindelse, at det kunne være sjovt at give Ståle Solbakken udfordringen med midtjydernes lavere budget, og at han ikke mener, at midtjyderne er langt fra at knække den europæiske kode.
FC Midtjylland møder søndag aften AGF i Superligaen. Der er kampstart klokken 20.00 på Ceres Park.