Video : Tipsbladet
Superliga

Vil FCM have Glen tilbage? Aldrig sige aldrig

Glen Riddersholm erklærede sig for nylig åben for en fremtidig retur til FC Midtjylland, og det vil hans tidligere FCM-chef Claus Steinlein ikke udelukke.

IKAST (TIPSBLADET): I FC Midtjylland er man ligesom i en række andre danske og udenlandske klubber glad for at hente tidligere spillere og medarbejdere tilbage.

Flere af klubbens Superliga-profiler og ledere har været i udlandet eller andre danske klubber, blandt andre de nuværende veteraner Jonas Lössl og André Rømer, mens Erik Sviatchenko og Pione Sisto har været tilbage for så igen at tage til udlandet i 2023.

Adskillige ledere som vicesportscheferne Ove Pedersen og Kristian Bach Bak har også tidligere haft andre roller i FC Midtjylland.

I et nyligt interview med Tipsbladet åbnede en anden tidligere FCM-cheftræner, Glen Riddersholm, op for, at han en dag godt kunne se sig selv tilbage i FC Midtjylland.

Og den tanke er FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein ikke helt afvisende overfor trods det, begge parter i sin tid beskrev som et hårdt brud i 2015, hvor Riddersholm sagde op umiddelbart efter FC Midtjyllands første DM-guld.

- -Der er aldrig noget, der er sikkert i den her verden. Vi kan allerbedst lide at hylde og have et venskab med alle dem, der tager videre fra FC Midtjylland. Det lykkedes ikke helt med Glen, og sådan er det en gang imellem. Det er jo længe siden efterhånden. Så man skal aldrig sige aldrig, når man ved, hvordan fodboldverdenen er, siger Claus Steinlein til Tipsbladet.

- Jeg var Glens chef i 10 år, og jeg ville allerhelst have haft, at vi fandt den bedste løsning dengang, siger Claus Steinlein.

- Vi kan allerbedst lide hyldesten. Som når du i dag kører ind ad vejen til vores nye anlæg Dream of 99 og gør det via Runestensvej, som er en hyldest til to af dem, der virkelig gjorde en forskel for FC Midtjylland, siger FCM-direktøren med henvisning til daværende Ikast-formand Johnny Rune og Herning Fremad-formand Steen Hessel, der sammen satte skub i dannelsen af FCM i 1999.

Riddersholm glad for FCM
I interviewet med Glen Riddersholm (find det her) ærgrede træneren sig over måden, parterne skiltes på i 2015, og kaldte tanken om en dag at vende tilbage til FCM for et 'privilegium'.

- Der er altid ting, man i bagklogskabens klare lys kunne have håndteret anderledes. Det er der også fra min side af, det er helt klart, sagde Glen Riddersholm til Tipsbladet.

- FC Midtjylland var den klub, hvor jeg fik chancen, og det er jeg dybt taknemmelig for. Men fortryder? Jeg er lidt ked af, at der ikke gensidigt var større respekt for hinanden. Jeg kunne have gjort nogle ting bedre, og det føler jeg også, at man kunne omvendt. Men det er historie. Vi skal se fremad, og det gør vi.

Læs mere om Claus Steinleins syn på FCM's strategiske position og rivalisering med FC København her.

Læs også interviewet med Glen Riddersholm om hans syn på trænerrollen og det pres, der er på cheftrænere.