Ståle Solbakken: FC Midtjylland oser af mindreværdskomplekser
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ståle Solbakken: FC Midtjylland oser af mindreværdskomplekser

Ståle Solbakken er helt uenig i, at FC København har "fået FC Midtjylland på hjernen". Det er en klub, der oser af mindreværdskomplekser, lyder det fra FCK-manageren.

FC København og FC Midtjylland kæmper om det danske mesterskab i denne sæson, og det trækker for alvor op til at blive en guldduel med alt, hvad den indebærer af drama på- og udenfor banen.

Slaget afgøres som bekendt indenfor kridtstregerne, men også udenfor banen er fronterne så småt blevet trukket op mellem de to guldbejlere, der på det seneste har sendt små stikpiller i hinandens retning.

Den seneste af slagsen kom fra Rasmus Ankersen, der er bestyrelsesformand i FC Midtjylland. Han udtalte mandag i et interview med Politiken:

- FC København har fået FC Midtjylland på hjernen, og de er bange for os. Det skal man ikke være Einstein for at gennemskue. De bruger halvdelen af deres pressemøder i Europa League på at tale om os, og når vi spiller i Parken, flytter de banderne så tæt banen, så vi ikke kan kaste lange indkast. Og på en måde forstår man det vel godt. Det vil være en decideret katastrofe for FCK og et afgørende nederlag for deres selvforståelse, hvis vi ender med at stjæle mesterskabet fra dem i år igen, lød det fra Ankersen.

Ståle Solbakken har naturligvis noteret sig det seneste pib fra den jyske hede, og han fastslår, at FC København bestemt ikke bruger ret meget tid og energi på FC Midtjylland.

- Jeg har stor respekt for FC Midtjylland og deres resultater. Men vi tænker forskelligt. Vi bruger tid på andre ting, end de gør. Og deres facon er så langt fra vores. Hvis de tror, at vi bruger meget tid på dem, fordi vi har nævnt dem i et par sætninger… Jeg er fuldstændig ligeglad med dem. Alt, hvad de gør og siger, oser af mindreværdskomplekser. Ikke direkte i forhold til os, også i forhold til andre klubber, siger Ståle Solbakken i fredagens udgave af Tipsbladet.

FC København kvalificerede sig som bekendt til gruppespillet i Europa League i efteråret - det gjorde FC Midtjylland ikke. Det betød, at løverne spillede hele 36 kampe i perioden fra midten af juli til starten af december. I samme periode spillede FCM 28 kampe.

Det er en af hovedårsagerne til, at ulvene stadig hænger på FC København i Superligaen, mener Solbakken.

- Hvis Midtjylland havde spillet i Europa i efteråret, så tror jeg, at ligaen havde været afgjort allerede. Så havde de tabt mange, mange point. Men de er lige så gode som vi til at spille mod de danske hold. De har et fantastisk koncept på dansk grund. De behøver ikke aflevere en bold til hinanden, så længe de får 25 indkast i en kamp. Når de har den fysik, er de stærke. Konceptet er enkelt, men meget effektivt, siger FCK-manageren.

FC København er aktuelt tre point foran FC Midtjylland i tabellen. De to mandskaber har mødt hinanden to gange i grundspillet i denne sæson, og dermed vil det næste indbyrdes opgør være i det forestående mesterskabsspil. 

Begge klubber vandt i premiererunden i foråret.