Ståle nervøs til sidst: Kunne have udskiftet hele holdet
En sikker 3-0 føring var tæt på at blive sat over styr, da FCK hjemme tog i mod AaB søndag aften.
På FCK's hjemmeside sætter Ståle Solbakken ord på kampens afslutning, der blev lidt for spændende til hans smag:
- På det tidspunkt, hvor AaB scorer på deres frispark, der var vi på 8-0 i chancer, og herefter løber vi lidt tør for kræfter. Vi var trætte, og i den sidste del af kampen havde vi ryggen mod muren, og jeg kunne jo nærmest have udskiftet hele holdet.
Det var ellers en norsk cheftræner, der var tilfreds med indsatsen i første halvleg og starten af anden.
- Vores første halvleg var ganske solid, måske ikke prangende, men vi skabte godt med chancer og skulle også have været foran. I starten af anden halvleg leverer vi et sandt fyrværkeri og kommer på 3-0.
Ståle Solbakken kalder AaB's to mål i slutningen af anden halvleg 'unødvendige', og mener at sejren var mere end fortjent:
- Vi løb som sagt tør for kræfter på det tidspunkt. Desværre fik Mo ikke lukket kampen på sin store chance, men ingen tvivl om, at sejren er fortjent. Vi tæller i hvert fald 9-4 i chancer til os.
- Så konklusionen for dagens kamp er, at vi spillede 70 rigtig gode minutter og så 20 minutter, hvor vi havde ryggen mod muren. Alt i alt en godt gennemført kamp, konstaterer nordmanden.