FC Midtjylland kom tilbage på sporet i lørdagens superligaopgør mod Lyngby, hvor de forsvarende mestre hentede sæsonens første ligasejr.
1-0-sejren blev sikret af nyindkøbet Pione Sisto tidligt i første halvleg.
Dermed fik midtjyderne rettet op på blamagen i sæsonpremieren mod Sønderjyske, inden de i næste uge møder Slavia Prag i Champions League-kvalifikationen.
Gæsterne fra Lyngby har derimod stadig deres første sejr tilgode i den nye Superligasæson.
De kongeblå så ellers farlige ud i kampens første ti minutter, hvor de truede på omstillinger efter flere fejl i FC Midtjyllands defensiv, der gav plads til centerbacken Manjrekar James i stedet for anfører Erik Sviatchenko.
Helt farligt blev det dog aldrig for Lyngby, og holdets defensiv kom i den grad også på prøve i opgøret.
Pione Sisto, der fik startdebut, stemplede ind efter 13 minutters spil. Den hurtige kantspiller opfangede en løs bolden uden for Lyngbys felt, og han sparkede sikkert bolden i nettet til stor jubel for de fremmødte midtjyder.
FC Midtjylland havde flere store chancer, og både offensivspiller Bozhidar Kraev og højreback Dion Cools brændte store chancer i første halvleg.
Efter pausen dominerede FC Midtjylland kampbilledet, men til gengæld havde Brian Priskes mandskab sværere ved at komme frem til store målchancer.
Lyngbys defensiv stod stærkere, og de undertippede gæster forsøgte med omstillinger.
Selvom Lyngby forsøgte at presse på for en udligning i slutfasen, kom sejren aldrig i fare for FC Midtjylland.
På tirsdag spiller FC Midtjylland Champions League-kvalifikation mod Slavia Prag.
/ritzau/