Video : Tipsbladet
Superliga

Dyr herre: Det er prisskiltet på Superliga-profil

Det ligner i den grad et rekordsalg, hvis det denne sommer bliver til en Elias Achouri-afgang fra Viborg FF.

Det er vel efterhånden samtlige af de pengestærke Superliga-klubber, der på den ene eller anden måde er blevet nævnt i forbindelse med Viborg FF's Elias Achouri.

Men den fransk-tunesiske offensivspiller, der kom til Viborg FF fra portugisiske Estoril sidste sommer for et par millioner kroner, ligner ikke umiddelbart en spiller, der vil havne i Superligaen, den dag han skifter væk fra de grønblusede.

- Mit bud er, at han er tabt for Superligaen. Når man spiller så godt, som han gør nu, vil der altid komme klubber. Når Premier League-klubber er begyndt at kigge på ham, så bliver det meget svært at holde fast i ham. Så er det bare at få en super fed pris for ham og så få nogle nye spillere ind, som Viborg er ekstremt dygtige til, sagde Viaplay-ekspert og tidligere fodboldtræner Allan Kuhn i optakten til Viborg-Brøndby i sidste måned.

Selvom Achouri kun spillede lige over halvdelen af Superliga-minutterne i denne sæson efter et sent skifte i sommerens transfervindue og en længere periode som indskifter, er han den spiller i ligaen, der havde tredjeflest succesrige driblinger i sæsonen.

Fem assists og seks scoringer dækker dårligt nok, hvor markant kantspilleren var i foråret, og danskerklubben Brentford med blikket for spillere med kobling til Danmark er blevet nævnt som en mulig bejler.

I Viborg holder man kortene tæt til kroppen, men ude på markedet lyder det til, at viborgenserne både ser priser på fem og seks millioner euro for sig, måske endda mere, hvis de skal af med Elias Achouri denne sommer, hvor der stadig er to år til kontraktudløbet 30. juni 2025.

Det vil i dansk valuta sige noget, der ligner 35-45 millioner kroner.

Elias Achouri (til venstre) har gjort lynkarriere og er en af Superligaens største profiler.

Det lyder af rigtig meget og er det også, da Viborgs transferrekord pt er de cirka to millioner euro, 15 millioner kroner, som Justin Lonwijk kostede i kompensation ved skiftet til Dinamo Kijev i september sidste år.

Men viborgenserne har med en finansielt stærk ejerkreds i ryggen egentlig ikke behov for pengene, og kan som sådan sagtens leve med at vente et halvt eller helt år endnu, så Achouri kan bidrage væsentligt til endnu en god Viborg-sæson.

Den anden vej trækker dog, at Viborg ligesom flere andre Superliga-klubber kunne have god gavn af at trække niveauet på deres spillere i vejret: Hvis et Achouri-salg nu betød, at Viborg i de kommende år kunne sælge kommende profiler markant dyrere, og også lettere tiltrække nye folk, kan det i sig selv betyde mere end milliongevinsten her og nu.

Viborg-direktør Morten Jensen vil ikke udtale sig om hverken priser, interesserede klubber eller ligaer, hvor Achouri kunne passe ind, da Tipsbladet kontakter ham.

- Han er en stærk spiller, der gør en forskel.

- Vi er et rigtig godt sted, hvor det er vigtigt for os at blive godt etableret i Superligaen. Vi arbejder for at holde fast i vores sportslige kontinuitet. Vores udgangspunkt er, at vi skal stå stærkere til den ny sæson end ved udgangen af den foregående, siger Morten Jensen til Tipsbladet.

Elias Achouri var ungdomsspiller i traditionsklubben Saint-Ètienne, indtil han som teenager tog til Portugal for at spille for Vitória Guimarães.

Han rykkede siden til Estoril, en af Portugals markante transferklubber, men gennembruddet kom i Portugals næstbedste række sidste år hos lille Trofense, hvor Viborg altså spottede og købte kantspilleren lige før transferdeadline i august 2022.

Læs også historien om den forskel, der er i VAR-billederne til brug i offside-situationer fra kamp til kamp i Superligaen.