Solbakken næstbedst i FCK - Jacobs efter CV
Illustration
Superliga

Solbakken næstbedst i FCK - Jacobs efter CV

FC København har fået klubbens næstbedste træner gennem tiderne tilbage. Ariël Jacobs er på kort tid gået fra at have det bedste pointsnit af alle FCK-trænere til kun at ligge nummer seks på listen over alle tiders bedste chefer.

Det er en succesfuld herre, FC København har fået tilbage til klubben som cheftræner. Ståle Solbakken er således den træner i FCK-historien, der har det næsthøjeste poitnsnit i klubbens historie. Til gengæld har man taget afsked med Ariël Jacobs, der på kort tid er gået fra at have det bedste snit til ikke engang at være i top fem på listen over de mest succesfulde FCK-trænere vurderet på pointsnit. 

Fra at have haft det bedste pointsnit som cheftræner i klubbens historie for otte måneder siden, slutter Ariël Jacobs således nede på en sjetteplads nu – efter blandt andre Carsten V. Jensen og Roland Nilsson. 

Da FC København og Ariël Jacobs gik på vinterferie i december 2012, var det med hele 47 point efter de første 20 kampe i Superligaen. Det rakte til en førsteplads i Superligaen for FCK – og også en førsteplads til Ariël Jacobs på listen over FCK-trænere med det bedste pointsnit. Hele 2,35 point hentede FCK i snit per Superliga-kamp i belgierens første halvår i Parken. 

Siden er det som bekendt gået ned ad bakke, og efter de seneste måneders svingende resultater er Ariël Jacobs' pointsnit nu nede på 1,78 point per Superliga-kamp efter at have stået i spidsen for FCK i 38 kampe. 

Dermed er cheftræneren dumpet et stykke ned på listen over FCK-trænere med bedst pointsnit. Øverst ligger Roland Nilsson med 2,17 point per kamp i det halve år, han nåede at træne FCK i efteråret 2011, mens Ståle Solbakken altså er nummer to med et snit på hele 2,15 point per kamp henover 178 kampe. Også Ariël Jacobs forgænger Carsten V. Jensen samlede flere point end belgieren per kamp i foråret 2012, hvor det danske mesterskab gled klubben af hænde. Dengang hentede 'CV' 1,80 point per kamp i snit, men det er naturligvis værd at bemærke, at de få kampe i princippet gør det lettere at sikre et højere snit. 

Ariël Jacobs har i sine hidtidige 38 Superliga-kampe som FCK-træner hentet 18 sejre, hvilket altså kun er en sejr i 47 procent af kampene – altså under halvdelen. Til sammenligning vandt Carsten V. Jensen kun 47 procent af sine kampe som cheftræner, mens den succesfulde Ståle Solbakken gennem sine år i FC København hentede 116 sejre i 178 kampe – altså 65 procent af kampene. 

I FC Københavns seneste 15 Superliga-kampe er det blevet til 11 point – det er et snit på bare 0,73 point per kamp. 

Her er oversigten over FC Københavns trænere listet efter pointsnit i Superligaen:

1.Roland Nilsson: 18 kampe. Pointsnit: 2,17
2.Ståle Solbakken: 178 kampe. Pointsnit: 2,15*
3.Hans Backe: 144 kampe. Pointsnit: 2,03*
4.Roy Hodgson: 33 kampe. Pointsnit: 1,91*
5.Carsten V. Jensen: 15 kampe. Pointsnit: 1,80
6.Ariël Jacobs. 38 kampe. Pointsnit: 1,76*
7.Kent Karlsson: 47 kampe. Pointsnit: 1,74
8.Michael Schäfer: 33 kampe. Pointsnit: 1,45
9.Kim Brink: 90 kampe. Pointsnit: 1,33
10.Benny Johansen: 90 kampe. Pointsnit: 1,26*

*Trænere markeret med en * har vundet et eller flere mesterskab som FCK-træner