Jürgen Klopp og Liverpool kunne torsdag kalde sig engelske mestre for første gang i 30 år, men ifølge Ståle Solbakken fejlede Klopp rent taktisk i sin første tid i den engelske storklub.
Det fortæller han til Ekstra Bladet.
Cheftræneren for FC København har en kort fortid som manager i Premier League for Wolverhampton, og hans erfaringer bruger han nu til at beskrive Klopps taktiske stil i begyndelsen af Liverpool-eventyret.
- Klopp er lykkedes både på og udenfor banen. Men hans stil i starten var han ikke blevet mester med, lyder det fra FCK-cheftræneren.
- Han satte bolden meget på spil, og angrebsspillet var baseret på kontra efter modstandernes boldtab og så en masse speed. Men når du spiller så mange kampe som i England, må du lette foden lidt fra gassen en gang i mellem, og på den måde har han sammen med sit trænerteam formået at videreudvikle stilen.
Det engelske mesterskab med Liverpool er Klopps tiende trofæ i karrieren. Den tyske manager har også vundet flere titler med Borussia Dortmund.