Solbakken kan se Bendtner som træner: Har en erfaringsbank som få andre
Foto: Getty Images
Superliga

Solbakken kan se Bendtner som træner: Har en erfaringsbank som få andre

Nicklas Bendtner skal måske fokusere på at være angrebstræner, mener Ståle Solbakken.

Nicklas Bendtner har stadig gang i sin aktive karriere, selvom han ikke har haft en klub i mere end et halvt år. Dog har han allerede nu luftet tanker om at blive træner, når støvlerne bliver lagt på hylden.

Angriberens seneste træner var FCK-manager Ståle Solbakken, og han kan godt se Bendtner som træner. Bare ikke lige nu.

Læs også:Bendtner vil være træner i Superligaen

Det fortæller nordmanden i et interview med B.T.

- Jeg kan ikke se det ske for mig nu, men om nogle år. Han skal jo i gang med en træneruddannelse. Men han har i hvert fald erfaring både på og uden for banen til at gøre både det rigtige og det gale. Han har en erfaringsbank, som få andre har, lyder det fra Ståle Solbakken med hentydning til sin tidligere spillers op- og nedture uden for banen.

Læs også:Leder: FC Københavns guldhåb kommer fra skadeslisten

Når tiden kommer for Bendtner, så mener Solbakken, at det ville være oplagt, hvis den tidligere FCK-spiller valgte at specialisere sig indenfor angrebstræning, hvor han selv har stor viden om, hvordan man skal bevæge sig.

Derudover mener Solbakken også, at med Nicklas Bendtners erfaring fra mange forskellige ligaer betyder, at han også ved, hvordan forskellige typer af forsvar skal klares.

Nicklas Bendtner har da også været godt rundt, og har spillet i klubber som Arsenal, Juventus, Wolfsburg og Rosenborg i sin karriere. 

Læs også:Dansker står for defensiven i Brentford: Præget af min tid i FCK