Video : Tipsbladet
Superliga

Solbakken efter nederlag til AGF: Kunne være gået begge veje

Ståle Solbakken mener, at FCK var bedst i den første time, hvorefter AGF var bedst i resten af kampen, som endte med 1-0 til aarhusianerne.

FC København tager lørdag tilbage til Danmark efter træningslejren i Algarve, hvor de sluttede af med at tabe med 0-1 til AGF i finalen ved Atlantic Cup. Her var det et opgør, som FCK-manager Ståle Solbakken mener kunne gå til begge sider.

Det fortæller han i et interview på FC Københavns officielle hjemmeside.

Læs også:Målfattig finale mod FCK: Langskudsmål sikrer AGF Atlantic Cup

- Jeg er okay tilfreds med vores første time, hvor vi er det bedste hold, men den sidste halve time tager AGF over og er bedst, siger han og fortsætter:

- Det kunne være gået begge veje i dag, men man kan ikke indvende noget mod, at de vinder til sidst, for de slutter som sagt bedst af og har et par store chancer mod slutningen. Men vi havde chancerne til at selv at afgøre det tidligere, lyder det fra Ståle Solbakken.

Læs også:FCM har hægtet Brøndby af: Her er Superliga-klubbernes spillerbudget

Endvidere forklarer FCK-manageren, at holdet nu skal arbejde særligt med dødbolde, da man havde to hjørnespark og en række frispark fra siderne, som man ikke fik noget ud af. Dog kan nordmanden se tilbage på en tur til Portugal, som er gået godt, mener han.

- Alt i alt har det dog været en perfekt træningslejr, bortset fra de skader vi har fået, men sådan er fodbold. Men vi har haft perfekte faciliteter, både hotel og træningsanlæg, og vi har haft perfekte træningsmodstandere, fortæller Solbakken.

FC København tager hul på forårssæsonen i Superligaen på fredag, hvor de møder Esbjerg på udebane.

Læs også:Nye skader i FC København: Tre mand er tvivlsomme til forårspremieren

Læs også:FC København er tæt på at kunne tænde de røde lamper mod Celtic