Solbakken efter FCK-pointkrise: Vi har selv bragt os i denne situation
Foto: Getty Images
Superliga

Solbakken efter FCK-pointkrise: Vi har selv bragt os i denne situation

FC Københavns manager Ståle Solbakken regner med, at holdet vil præstere i hele kampen mod AGF - og ikke bare i nogle perioder af kampen.

FC København har siden vinterpausen slingret i Superligaen, og mesterskabet blev afgjort med fire runder igen til FC Midtjyllands fordel. Dog risikerer de også at miste andenpladsen, da AGF buldrer frem.

Netop AGF skal FCK møde på søndag i en direkte duel om andenpladsen, og her er københavnernes manager Ståle Solbakken opmærksom på, at de selv har sat sig i den virkelighed, som de står i, hvor der nu kun er to point mellem de to.

Læs også:Optakt: FC København - AGF

- Vi har selv bragt os i denne situation, og derfor må vi selvfølgelig også selv bringe os ud af den. Det kræver naturligvis, at vi præsterer over samtlige 90 minutter, og ikke kun i perioder af kampene. Det handler om resultater i FCK, og ikke kun gode perioder i kampene, så derfor skal vi sikre os den andenplads ved at starte med at vinde på søndag over AGF, siger han og fortsætter:

- Det gode ved fodbold er at der altid er en ny kamp rundt om hjørnet, hvor man kan levere bedre og jeg kan faktisk mærke på spillerne at de glæder sig til en bedre præstation. Nerve, spænding og tænding kan vi glæde os til på søndag, lyder det fra Ståle Solbakken.

Læs også:Bendtner vil være træner i Superligaen

FC København har endvidere kun fået to point i de seneste fem kampe, men for FCK-manageren er det efter kampe, hvor man egentlig har haft overtaget, mener han.

- Når vi har analyseret de seneste par kampe, synes jeg, vi har domineret de fleste af de kampe vi har spillet med undtagelse af kampen mod Brøndby. Men vi mangler at sætte det sammen over hele kampen, og så skal vi blive farlige på den sidste tredjedel af banen. Hvis ikke vi har power og fysikken til det, skal vi sørge for at kunne spille hurtigere og dermed skabe chancer på den måde, fortæller nordmanden. 

Kampen mellem FC København og AGF spilles søndag klokken 20, og den bliver sendt direkte på TV3+.

Læs også:Slut med fodbold for Boldsen: Skal være anker på håndbolddækning

Læs også:Avis: Midtbanespiller har ingen fremtid i FCK - flere andre er på vippen

Læs også:Dansker står for defensiven i Brentford: Præget af min tid i FCK