Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE transferamok: Fire spillere på vej

SønderjyskE meldes tæt på hele fire nye spillere.

Denne uge kan meget vel blive afsluttet med et festfyrværkeri på transferfronten i SønderjyskE.

Der Nordschleswiger kunne tirsdag fortælle, at Haderslev-klubben snart præsenterer de to offensivspillere Faris Pemi Moumbagna og Abdulrahman Taiwo, og derudover meldes der også om nyt blod fra Italien.

Ifølge normalt velfinformerede tuttomercatoweb er midtstopperen Alessio Milillo også på vej til SønderjyskE.

24-årige Milillo tørner til dagligt ud for Mantova i støvlelandets tredjebedste række, og forsvarsspilleren har aldrig optrådt på et højere niveau end Serie C. Alessio Milillo er to meter høj, så han vil alene af den grund tilføre SønderjyskE noget styrke i luftrummet.

Der kan imidlertid være endnu mere i transferposen fra SønderjyskE.

På rygtebørsen i Frankrig forlyder det, at offensivspilleren Billas Messaoudi har kurs mod Haderslev. 23-årige Messaoudi er tilknyttet JS Saoura i Algeriet, og han blev i sidste sæson topscorer i den hjemlige liga med 19 mål i 21 kampe. I franske medier skrives der om en lejeaftale med købsoption.

Endelig forlyder det, at en enkelt spiller kan være på vej væk fra SønderjyskE. Ifølge Der Nordschleswiger er forsvarsspilleren Philip Schmiedls dage i klubben talte.