SønderjyskE har haft en travl transferweekend.
Først kunne de præsentere den australske keeper Lawrence Thomas på en toårig aftale, og nu har klubben også sikret sig en forstærkning til offensiven. De henter således angriberen Haji Wright, der er 22 år og har en fortid i Schalke 04.
Læs også:SønderjyskE henter australsk keeper
Han har fået en toårig aftale med option på yderligere et år, meddeler sønderjyderne på sin hjemmeside søndag eftermiddag.
Haji Wright har spillet syv Bundesliga-kampe for Schalke og har også spillet for VVV-Venlo i Holland, og han ser frem til at fortsætte karrieren i Danmark.
- Selvom jeg kun er 22 år, har jeg spillet mange år i Europa. Blandt andet i Bundesligaen og Æresdivisionen. Det har jeg lært rigtig meget af, og jeg vil tage alle mine erfaringer med til min tid i SønderjyskE.
- Jeg er en stor og stærk fodboldspiller. Derudover har jeg en fin teknik, mens jeg er god til at afslutte, når jeg får chancen foran mål. Derudover har jeg en masse energi på banen, og jeg er en meget dedikeret spiller.
- Jeg har mange mål med mit ophold i SønderjyskE. Først og fremmest skal vi vinde en masse kampe, men jeg vil også vinde nogle trofæer med klubben. Derudover vil jeg score en masse mål, så jeg kan hjælpe holdet til det, siger Haji Wright til SønderjyskE's hjemmeside.
I sidste sæson spillede han 22 kampe i Æresdivisionen for VVV-Venlo, men han kom ikke på måltavlen. Tidligere har han dog scoret godt med mål for Schalkes U19-hold og andethold.
Læs også:Flere forstærkninger på vej i SønderjyskE