SønderjyskE hentede lørdag en forstærkning til forsvaret i form af Philipp Schmiedl, og nu viser de nye ejere igen transfermuskler og henter nyt blod til midtbanen.
Der er tale om den 27-årige Ogenyi Onazi, som ifølge tipsbladet.dk's kilder meget snart præsenteres i Haderslev.
Læs også:OB skriver lang kontrakt med Troels Kløve: Han er en kulturbærer
Den 27-årige defensive midtbanespiller kommer til SønderjyskE med et meget, meget fint CV. Således har han tidligere spillet mere end 100 kampe for den italienske storklub Lazio, herunder 23 i Europa League.
Det er også blevet til hele 51 landskampe for Nigeria for Ogenyi Onazi, der også var med, da Nigeria vandt Africa Cup of Nations i 2013.
Læs også:Overblik: Superligaens sommertransfers 2020
I de seneste år har han spillet i tyrkisk fodbold for Trabzonspor og Denizlispor, hvor hans kontrakt dog udløb i sommer, og nu er han altså på vej til SønderjyskE, der får lov til at hente ham på en fri transfer.
Med tilgangen af den nigerianske midtbanespiller fortsætter SønderjyskE deres aktive transfersommer. De har tidligere på sommeren også hentet spillere som Lawrence Thomas, Haji Wright, Marc Dal Hende og Emil Frederiksen.
Opdatering: SønderjyskE har præsenteret Ogenyi Onazi på en etårig aftale med option for yderligere to år. Det gjorde de søndag klokken 14. Læs mere om det her.
Læs også:Transfervinduet LIVE: Kommer der store handler inden deadline?