Sønderjyske lykkedes ikke med at få point med hjem, da holdet torsdag tabte 0-2 på udebane til OB i 3F Superligaen.
Sønderjydernes cheftræner, Glen Riddersholm, medgav efter kampen, at især i anden halvleg underpræsterede hans mandskab.
- I anden halvleg fik vi ikke presset OB nok. Vi spillede bolden for meget bagud, og vi skulle have lagt mange flere bolde ind i feltet, siger Riddersholm.
- I starten levede vi godt op til vores plan med at stå højt på banen. Men det blev op ad bakke, da vi indkasserede det afrettede skud til 0-2, og efter det fik vi ikke løst opgaven taktisk i dag.
- Derfor fortjente vi ikke at få point med fra kampen.
Selv om holdet lige nu er tre point efter Lyngby og seks point efter OB, er Riddersholm meget afklaret med situationen.
- Vi er det hold i gruppen, der skal jage og udfordre. Vi har spillet to kampe (i nedrykningsspillet, red.) og hentet to point ind på dem foran os.
I den anden lejr var der tilfredshed at spore med torsdagens opgør på Nature Energy Park, hvor træner Jakob Michelsen havde masser af rosende ord til sine spillere.
- Jeg kan kun klappe og lette på hatten af arbejdsindsatsen og kvaliteten på bolden, siger Michelsen.
- Vi leverede på et meget højt niveau og fik en fuldt fortjent sejr mod en direkte konkurrent.
- Vi var velforberedte. Vi lykkedes med at få lukket ned for de ting, Sønderjyske er gode til, og samtidig fik vi kampen over på vores præmisser.
Med sejren kom holdet oven på efter et forfærdeligt 0-6-nederlag til Silkeborg tidligere på ugen.
- Hvis man skulle tabe til et hold i gruppen, var det ikke tosset, det var Silkeborg, siger Michelsen med hentydning til, at Silkeborg allerede er så godt som rykket ud af rækken.
/ritzau/