Tik, tik.
Klokken slår og slår, og tiden går og går.
Sådan sang Kim Larsen, og det er svært at argumentere imod den nu afdøde nationalskjald. Tiden løber nemlig af sted, og viserne på uret er særligt interessante at holde øje med en dag som i dag, hvor transfervinudet lukker klokken 23.59. Det er sidste chance for Superliga-klubberne til at forstærke truppen.
Den mulighed lurer man på i SønderjyskE, der håber at kunne præsentere en ny mand til offensiven inden midnat. Men én ting er intentionen. Noget andet er, hvad der er muligt.
- Vi kigger på, om vi kan få en offensivspiller ind her til sidst. Det kan være en kant, men det kan også være en 10'er. Det går sådan lidt op og ned med det. Det ene øjeblik er jeg optimistisk, det andet er jeg knap så optimistisk. Jeg er ligesom ham fra Batman, Harvey Two-Face. Du kan kalde mig semi-optimist lige nu, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til tipsbladet.dk og tilføjer:
Læs også:Medier: Vejle afviser stort millionbud på 17-årig angriber
- Vi kommer ikke til at handle bare for at handle. Det skal være en spiller, der virkelig kan forstærke os, og det er ikke altid så lige til. Der er tre parter, der skal blive enige, og det vil sige, at der også er en sælgende klub, der skal veje økonomi op imod turneringen. Vi må se, hvad det bliver til.
Målmand skal væk
Mens SønderjyskE arbejder på en offensiv forstærkning, arbejder klubben også på at finde en ny klub til det aktuelle tredjevalg på målmadsposten Nikola Mirkovic.
- Vi er alle indstillede på at finde en løsning. Mirkovic har nået en alder, hvor han skal spille, og vi vil gerne hjælpe ham videre. Det er jo et ganske godt udgangspunkt for, at der kan ske noget, siger Haysen.
Sidstedagen af et transfervindue bliver ofte brugt til at udleje unge spillere, som er et stykke fra spilletid, og det har SønderjyskE også gjort i tidligere vinduer. Dette kan meget vel blive en undtagelse.
- Vi er grundlæggende på plads. Jeg synes, vi har den rette konstellation i truppen og et passende antal, og jeg synes, vi har mange spændende spillere, som sagtens kan begå sig på holdet, når der er brug for dem. Så det er ikke nødvendigt at kigge aktivt efter lejeaftaler, lyder det fra sportschefen.
Læs også:Rygtet til Spanien: Sory Kaba afviser at være tæt på FCM-exit
Tavs om Alexander Bah
Tipsbladet.dk kunne tidligere mandag afsløre, at den tjekkiske mesterklub Slavia Prag har afgivet et bud på SønderjyskE-profilen Alexander Bah - et bud, som pokalvinderne har afvist.
Det ønsker Hans Jørgen Haysen hverken at be- eller afkræfte.
- Det har jeg ingen kommentarer til, fastslår han.
Ét af de mere kuriøse rygter om SønderjyskE denne mandag har omhandlet den 33-årige offensivspiller Martin Harnik, der har spillet mere end 200 Bundesliga-kampe og repræsenteret klubber som VfB Stuttgart, Hamburger SV og Wolfsburg. Hans Jørgen Haysen fastslår, at det rygte intet har på sig.
- Så skal der være én, der har lånt min sportschef-hat og ringet til ham, lyder det fra SønderjyskE-bossen.
Læs også:Avis: Svenn Crone kan være på vej til Superliga-klub
Læs også:Lyngby-talent meldes klar for Bundesliga-klub: Her er prisen
Læs også:Avis: Brøndby IF køber Blas Riveros for en slik