Video : Tipsbladet
Superliga

Sønderjyske-boss om budget: Vi kan ikke erstatte én til én

SønderjyskE-sportschef Hans Jørgen Haysen skal finde balancen mellem at spare og investere i klubben forud for den kommende sæson.

SønderjyskE kan ikke foretage store indkøb i dette transfervindue, med mindre en sponsor tilbyder sig med økonomisk støtte.

Det fortæller klubbens sportschef Hans Jørgen Haysen til Der Nordschleswiger.

- Vi kan ikke erstatte spillerne én til én med vores budget. Store indkøb er kun en mulighed, hvis vi får støtte fra en gavmild sponsor, siger Haysen.

- Transfervinduet er stadig åbent, og det er åbenlyst, at vi mangler en venstreback. Men det er også åbenlyst, at vi skal spare.

Det skrabede budget kan betyde, at SønderjyskE er nødt til at sælge nogle af klubben topspillere. Det er en mulighed, som Haysen heller ikke vil afvise.

- Hos SønderjyskE har det altid været et faktum, at vi skal sige farvel til nogle af vores bedste spillere. Det kan også blive tilfældet i dette transfervindue.

Mandag bekræftede SønderjyskE et salg, da Christian 'Greko' Jakobsen skifter til Lyngby i den kommende sæson.

Transfervinduet strækker sig helt ind til begyndelsen af oktober, hvorfor klubledelsen har tid at løbe på med henblik på investeringer og salg i spillertruppen.

SønderjyskE tager hul på den nye sæson i 3F Superligaen den 11. september, når de hjemme på Sydbank Park tager imod FC Midtjylland.