OB tabte tirsdag aften med 0-1 på hjemmebane til Vejle, og dermed er fynboerne nu oppe på 12 kampe i træk i denne sæson uden sejre på hjemmebane. Ellers er det kun blevet til tre point, som er kommet efter uafgjorte kampe. Det er en stime, som kan blive kostbar.
Det fortæller OB-forsvarer Tobias Slotsager om i et interview med Viaplay kort efter slutfløjt.
- Det er jo alt, alt for lidt, og hvis det bliver ved sådan, så rykker vi nok også ned, hvis vi ikke kan få point i det her, som skulle være et fort, siger han og fortsætter:
- Men der er masser af kampe endnu og heldigvis fik vi lagt en lille smule afstand, inden vi gik ned i nedrykningsspillet. Men selvfølgelig er det på ingen måde godt nok, lyder det fra Slotsager.
Når han skal ind på, hvordan det kunne være, at de skulle tabe til Vejle, så har han et par punkter, som var afgørende.
- De kommer bedre ud, får et irriterende mål. Vi er også heldige med kun at være bagud med ét til pause, men en dårlig indsats i dag. Virkelig, siger OB-spilleren.
OB er nu to point over nedrykningsstregen, og Slotsager ved, hvordan de skal komme ud af den situation.
- Hvis vi selv kan bringe os i den, så kan vi også selv komme ud af den. Det handler bare om, at vi skal stå sammen i gruppen. Vi har vist, at vi godt kan spille med hold, der også er bedre end dem, ligger i bunden. Men vi skal til at have nogle point, og det skal også være på hjemmebane, fastslår de unge stopper.
Næste opgave for OB er mod Lyngby.