Video : Tipsbladet
Superliga

SL-spørgsmål: Tager Randers den ultimative skalp?

Tipsbladet.dk zoomer ind på 15. spillerunde i Superligaen.

I ugens løb har vi fået sparket gang i Superligaen med kampe tirsdag, onsdag og torsdag, og der bliver ikke lang tid at puste ud i for spillerne. Allerede i weekenden går det løs igen med fem kampe søndag og et topbrag mellem Randers FC og FC Midtjylland mandag.

Vi ser her nærmere på den kommende runde.

Bliver Marti Cifuentes presset fra start?

Marti Cifuentes så ud til at få en drømmedebut som AaB-træner, men 2-0-føringen over FC København blev formøblet og endte i et nederlag. Nu venter en ny svær opgave ude mod Brøndby IF, og spanieren får i det hele taget sin sag for fra start i AaB.

Efter mødet med FC København og Brøndby IF venter opgør mod Randers FC og FC Midtjylland, og det kan dårligt blive mere vanskeligt.

Enhver træner har brug for en tidlig succesoplevelse, men det er ikke givet, at den gemmer sig lige forude for Marti Cifuentes, og kan han så lade være med at ryste på hånden? Og kan AaB?

Hvad gør en sejr ved Lyngby Boldklub?

De kongeblå går for første gang i denne sæson på banen med en ligasejr i frisk erindring. Lyngby besejrede OB i premieren, og det var klubbens første triumf i denne sæson.

For Lyngby må det have betydet alverden at vise omgiverlserne, at man ikke bare er en prügelknabe i Superligaen, og det skal blive interessant at følge, om den forløsende sejr smitter af på søndagens kamp ude mod AGF. 

Tager Randers FC den ultimative skalp?

Man må bøje sig i støvet for Randers FC.

Kronjyderne vandt i premieren 3-0 over AC Horsens, og kronjyderne har nu vundet otte af de seneste ni kampe i alle turneringer. 

Blandt triumferne er en sejr i Parken over FC København, men det vil være den ultimative skalp, hvis Randers FC også kan slå mestrene fra FC Midtjylland i mandagens topkamp. 

Randers FC har tabt otte kampe i træk til FC Midtjylland, og de har ikke besejret ulvene siden 2012.