Det var Kamil Grabara, der endte som sejrherre, da Tipsbladet i december uddelte Det Gyldne Bur, men i efterårssæsonen var det faktisk en anden Superliga-målmand, der rent statistisk gav rivalerne baghjul.
Vejle Boldklubs Nathan Trott lukkede 21 mål ind i efteråret, selvom oprykkerne havde 31,5 expected goals imod sig. Nathan Trott har dermed forhindret 10,5 scoringer, og målmanden fra Bermuda distancerer dermed klart sine rivaler i Superligaen.
Alligevel endte Nathan Trott end ikke i top tre i Det Gyldne Bur-afstemningen, men det er ikke noget, der har efterladt Vejle-målmanden skuffet.
- Jeg tror godt, at jeg så den statistik. Der var nogen, der sendte den til mig. Det er selvfølgelig virkelig godt at se efter den første halvdel af sæsonen. Jeg er tilfreds med mine stats og mine præstationer indtil videre, så jeg kunne ikke have drømt om en bedre start i Superligaen, siger Nathan Trott til Tipsbladet efter tirsdagens træning.
Nathan Trott er for anden sæson udlejet fra West Ham til Vejle, men den 25-årige målmandsprofil forventer ikke at være i Superliga-klubben efter sommerferien.
- Jeg tror, at den her sæson bliver min sidste i Vejle. Mit fokus er bare på at holde dem oppe lige nu, og man ved selvfølgelig aldrig, hvad fremtiden bringer. Men jeg tror, at jeg er klar til det næste skridt nu, lyder det fra Nathan Trott.
Også kontrakten med West Ham udløber til sommer, men Premier League-klubben har mulighed for at forlænge aftalen med Nathan Trott, der tidligere i karrieren har spillet for Englands U20-landshold.
- Jeg har ikke rigtig tænkt over endnu, hvad der skal ske til sommer. Min lejeaftale udløber selvfølgelig til sommer, og min kontrakt med West Ham udløber også, men der er en option i min kontrakt, som giver West Ham muligheden for at forlænge kontrakten med to år, fortæller Nathan Trott.
Ifølge målmanden er der tale om 'en ret kompliceret situation', idet West Ham først skal have afklaret, hvem der skal ind og ud på målmandsposten.
Nathan Trott har været en af Vejle Boldklubs store profiler i denne sæson, hvor den West Ham-ejede målmand blandt andet har reddet flere straffespark (Foto: Imago).
Vil gerne til FC København
For Nathan Trott er en fremtid i Superligaen dog bestemt også en mulighed, selvom målmanden regner med at sige farvel til Vejle til sommer.
Tilbage i december skrev B.T., at FC København har 'forhørt sig hos Vejle-målmandens ejere, West Ham, og spillerens bagland'. Selv har Nathan Trott dog ikke hørt noget fra de danske mestre endnu.
- Jeg har set en masse rygter om FC Københavns interesse. Der har været holdkammerater og trænere - en masse trænere i West Ham - som har spurgt mig, hvad der foregår.
- Så vidt jeg ved har det kun været rygter i medierne indtil videre, så jeg har ikke haft så stor opmærksomhed på det, mens jeg har været på ferie i vinterpausen. Jeg har set rygterne, men jeg tror, at de på nuværende tidspunkt kun er rygter, lyder det fra Nathan Trott.
Vil FC København være en interessant klub for dig, med tanke på deres præstationer i Champions League?
- Ja, det vil være perfekt for mig, hvis jeg fik muligheden for at skifte til FC København. Det er en kæmpe klub, og de spiller Champions League. Det er en god ting for mig overhovedet at blive rygtet til en klub af den størrelse.
- Selvfølgelig har jeg stadig fokus på Vejle lige nu, men jeg vil sige, at hvis det (FC København, red.) blev mit næste skridt, så ville jeg blive rigtig glad, lyder det ærlige svar fra Nathan Trott.
Vil det også være interessant for dig, hvis en anden dansk klub end FC København vil hente dig til sommer?
- Jeg ville helt sikkert ikke udelukke muligheden, hvis andre danske topklubber skulle være interesseret. Det ville jeg helt sikkert overveje.
- Men til sommer har jeg nok flere muligheder, så jeg må vente og se, hvilken mulighed, der er den bedste for mig. Jeg vil tage mig god tid til at tage den beslutning.
Nathan Trotts kontrakt med West Ham udløber til sommer, men Premier League-klubben har mulighed for at forlænge målmandens kontrakt frem til 2026 (Foto: Imago).
Overtalt af Ivan Prelec
Selvom opholdet i Vejle Boldklub lakker mod enden, har Nathan Trott været virkelig glad for at være i klubben fra Nørreskoven.
Efter en sæson som lejesvend i Ligue 2-klubben Nancy valgte målmanden fra Bermuda for halvandet år siden at tage til Vejle Boldklub, og den beslutning havde meget at gøre med klubbens kroatiske cheftræner Ivan Prelec.
- Træneren ville virkelig gerne have mig til at være en del af hans projekt. Jeg tror, at jeg passede godt til den stil, han gerne ville spille på. Han sagde, at jeg var den, han havde ledt efter i lang tid.
- For mig var det en no-brainer at skifte hertil for at se, hvordan jeg kunne udvikle mig. Det var det, der fik mig til at skifte til Vejle på det tidspunkt i min karriere, siger Nathan Trott.
Den West Ham-ejede målmand peger på, at han blev overbevist af Ivan Prelecs tillid, idet den kroatiske træner var klar til at vente tålmodigt på Nathan Trott, der først ankom til Vejle seks runder inde i sæsonen.
Her i Nathans Trott anden sæson i Vejle står klubben overfor en meget vigtig forårssæson, hvor oprykkerne skal have bevæget sig væk fra nedrykningszonen. Efter en fin afslutning på efterårssæsonen har Vejle fået kontakt til klubber som OB og Randers FC, men i skrivende stund ligger Trott og kompagni stadig under nedrykningsstregen.
For Vejle Boldklub er 2024 dog blevet skudt i gang på kaotisk vis udenfor banen, hvor den tysk-tyrkiske investor Cagdas Senyürek forsøgte at købe Vejle Boldklub, inden Superliga-klubben fredag meddelte, at salget er droppet, mens administrerende direktør Henrik Tønder har omtalt Cagdas Senyürek som 'utroværdig'.
Nathan Trott har også fulgt med i sagen om Cagdas Senyürek.
- Ja, vi blev gjort opmærksom på, at der muligvis kunne komme en ny ejer, der ville overtage klubben. Vi har ikke fået så mange detaljer, i forhold til at kommentere situationen, men han er her selvfølgelig ikke længere. Så jeg ønsker ikke rigtig at kommentere yderligere på den situation, siger Nathan Trott.
Så hele historien om Cagdas Senyürek var ikke noget, der forårsagede stress i spillertruppen?
- Nej, det var rimelig kortlivet, så jeg tror ikke, at det stressede os særligt meget. Men det forårsagede måske en smule forvirring i forhold til, hvad der helt præcist foregik. Men situationen er løst nu, lyder det fra Vejles målmand.
Nathan Trott og Vejle indleder forårssæsonen med en hjemmekamp mod AGF mandag den 19. februar.