FC København skal ikke regne med at møde et Silkeborg-mandskab, der på forhånd lægger sig ned, når de danske mestre søndag kommer på besøg på JYSK Park.
Det fortæller cheftræner Kent Nielsen i morgendagens kampprogram.
- Naturligvis bliver det ikke let, og vi kommer til at stå på tæer for at matche FCK. Men vores mindset er, at vi tror på mulighederne, hver gang vi løber på banen. Vi har forberedt os grundigt og kender den opgave, vi står overfor. Vi går efter tre point, siger han ifølge klubbens hjemmeside.
Silleborg IF befinder sig håbløst i bunden af Superligaen med kun 10 point efter de første 21 kampe.
Det seneste af de i alt 15 nederlag i denne sæson faldt i sidste weekend, hvor Silkeborg tabte med 2-0 til AaB på eget græs i forårspremieren.
- Har vi så overhovedet en chance? er spørgsmålet, vi bliver mødt af. Der er altid en chance, og det kan godt være, at den for os kun er 10-15 procent i dag. Men det er de procenter, vi har fokus på, og det er de procenter, vi jagter, siger Kent Nielsen.
Der er kampstart på JYSK Park søndag eftermiddag klokken 16.00.