Silkeborg fortsætter massiv talentsatsning: Det er en ambitiøs målsætning
Silkeborg IF har en såkaldt Vision 2022, om at 40 procent af klubbens startopstilling skal være egenudviklede spillere, mens klubben også skal være en fast del af Superligaen. Men hvor det ene punkt om de egenudviklede talenter på mange områder er gået i opfyldelse, har klubben vekslet mellem en status som Superliga-hold og 1.divisions-hold de senere år.
Det ændrer imidlertid ikke på, at Silkeborg holder fast i deres satsning på talentudvikling. Det siger sportschef Jesper Stüker i et interview med podcasten Playmaker.
- Vi har i perioder givet mere end 50 procent af spilletiden til egenudviklede spillere, og vi har også ligget lidt under. Men de skal hele tiden være dygtige nok. Talentudvikling er også en investering. Det er ikke sikkert, at de er dygtige nok fra dag ét.
- Når vi siger, at vi vil skabe fremtidens fodboldspiller, indikerer det også, at vi hele tiden skal følge med udviklingen og uddannelsen af spillerne. Vi skal hele tiden stræbe efter at gøre det bedre og ikke hvile på laurbærrene. Vi skal udvikle spillere, der ikke bare er dygtige på nationalt niveau, men også på internationalt niveau om fem år, siger Jesper Stüker.
Han mener ikke, at Silkeborgs tilgang og store satsning på unge spillere er naiv.
Læs også:Officielt: Leicester udlejer dansk målmand til Belgien
- Det synes jeg ikke. Men der er et dilemma. Hvis man går all in og satser massivt på talentudvikling – også i de sportslige kriterier – kan det gå galt. Men man kan også gøre det modsatte og gøre noget kortsigtet, hvor man rekrutterer nogle erfarne spillere ind. Det kan også gå galt. Det er altid nemt bagudrettet at sige, hvad man skulle have gjort.
- Vi skal finde vores vej, og det handler om at satse massivt på talentudvikling. Men vi skal også finde en balance i forhold til, hvordan vi er konkurrencedygtige. Det er de to ben, vi skal gå på, siger han.
Stüker erkender dog, at det er en svær balance at opnå resultater i Superligaen samtidig med, at man spiller med mange unge spillere fra eget akademi.
- Det er en ambitiøs målsætning, for vi har solgt mange spillere den seneste år: Robert Skov, Jens-Martin Gammelby, Sammy Skytte, Kasper Dolberg, Mads Emil Madsen og flere andre spillere, der også er andre steder i dag. Hvis vi satte dem ind på vores Silkeborg-hold, kunne vi være et andet sted. Så det er et dilemma. Vi er en klub, der kan give spillerne allermest det, de har brug for, da de var unge.
- Robert Skov kunne spille en hel sæson med fast spilletid i 1. division, rykke op og blive en profil i Superligaen. Havde vi nu været et solidt midterhold i Superligaen og haft en god økonomi, kunne det godt være, at vi kunne have holdt på spillerne, men så er det ikke sikkert, at vi kunne investere i det, der gjorde spillerne gode. Derfor er det hele tiden et dilemma. Vi må finde vores vej, siger Jesper Stüker, der peger på, at Silkeborg skal være bedre til at ramme den rette balance i førsteholdstruppen.
Læs også:Kun 25 år: Vendsyssel-angriber stopper karrieren efter skadesproblemer
Det handler blandt andet om rekruttering.
- Vi skal blive ved med at optimere vores talentudvikling og uddanne fremtidens fodboldspillere. Og så skal vi have en bredere platform. Der er mange af vores egne spillere, der rykker op i A-truppen, der ender med at blive de bedste på holdet. Det kunne være, at vi i endnu højere grad skulle have nummer to, tre og fire ind på den platform, så vi har noget mere at bygge på i fremtiden. Jeg synes, at vi har fået en bredere affyringsrampe. Det er den ene del.
- Den anden del handler om at finde den rette balance i truppen. Vi er gået en lidt anden vej, hvor vi i rekrutteringen af eksterne spillere er gået efter spillere med potentiale i Holten, Kaalund og Vallys, som er andre typer spillere end dem vi tidligere har hentet. De har været gode i 1. division, og de kan udvikle sig til Superliga-spillere. Derudover skal vi have nogle lidt ældre, bærende spillere. Så har vi et godt match. Det er det, vi sigter efter, siger han.
Silkeborg IF rykkede ud af Superligaen denne sommer, efter man for et år siden rykkede op i landets bedste række.
Læs også:Sloth om AaB-nedtur: Ved ikke om Wieghorst bærer nag
Læs også:Vendsyssel henter ny assistenttræner i AC Horsens
Læs også:Målkonger: Kamil Wilczek skal fange Dame N'Doye