Søndag sluttede Superligaen for denne sæson for oprykkerne Silkeborg IF. Klubben fra Søhøjlandet er officielt rykket ud af dansk fodbolds bedste række, og dermed er fokus nu på næste sæson, hvor der venter kampe i den næstbedste række.
Sportsligt skal klubben også finde sine fødder igen, efter man faktisk brugte en del lønkroner på spillere, der kom udefra.
Det er en af de ting, SIF-sportschefen har fokus på nu.
- I bestræbelserne på at redde os har vi hentet spillere ind på aftaler af kortere varighed, bl.a. lejeaftaler. Det gjorde vi for at give os selv de bedste muligheder for at overleve. Det lykkedes ikke, så nu skal vi tilbage og have fuld fokus på klubbens strategi: At udvikle egne spillere og implementere dem på klubbens førstehold, siger sportschef Jesper Stüker til klubbens hjemmeside.
Silkeborg-holdet er nu rykket ud af Superligaen seks gange, så skal man se på det positivt fra SIFs side, har man trods alt god erfaring i at rykke klubben tilbage i dansk fodbolds bedste række.
- Indtil i går har vi haft fuld fokus på overlevelse, men med nederlaget står vi overfor en ny virkelighed. Jeg vil bruge de kommende dage på at snakke tingene grundigt igennem med hver enkelt, så vi ved, hvor vi hver især står, siger Jesper Stüker, der samtidig slår fast, at truppen skal være konkurrencedygtig i forhold til den opgave, klubben står overfor: Oprykning til Superligaen.
- Jeg forestiller mig en trup med 20-21 fuldtidsspillere, men hvor mange, der forlader os, og hvor meget nyt, vi skal hente ind, er endnu for tidligt at sige noget om. Det handler overordnet om at skabe en balance, så vi følger strategien og samtidig kan være konkurrencedygtige, siger Jesper Stüker.
Selv om SIF er rykket ud af Superligaen, er det stadig Kent Nielsen, der er træner for holdet.