Video : Tipsbladet
Superliga

SIF siger farvel til endnu en forsvarsspiller

Forsvarsspilleren Frederik Rieper takker af i Silkeborg efter et halvt år og rykker til FC Fredericia.

Frederik Rieper forlader Silkeborg IF efter et halvt år og seks kampe.

I stedet skal han fremover tørne ud for FC Fredericia i 1. division. Det bekræfter FC Fredericia i en pressemeddelelse.

- Forsvarsmæssigt skal vi øge konkurrencen, og her har vi fundet en spiller, som har kvaliteterne til at hjælpe holdet fra dag et. Selvom det har været noget af det bedste vi har præsteret defensivt de seneste 10 år, så er det et af de steder vi skal forbedre os.

- I Frederik får vi en mand som netop er garant for dette og kan hjælpe os med vores defensive præstationer, siger cheftræner Michael Hansen om signingen. 

Frederik Rieper, 24 år, har også en fortid i Aarhus Fremad, og han er desuden søn af Marc Rieper. 

Han er ikke den eneste stopper, der forlader Silkeborg IF. Joel Felix har kontraktudløb og er på vej til Tyskland, som Tipsbladet kunne beskrive mandag

Silkeborg IF sagde også mandag farvel til venstrebacken Lubambo Musonda, der var lejet i AC Horsens. Han har kontraktudløb i 1. divisionsklubben og skifter på en fri transfer til FC Magdeburg.