Video : Tipsbladet
Superliga

SIF-forsvarer er kommet sig over kæbebrud - og frygten for ny skade

Silkeborg IF er igen Superliga-hold efter bare en enkelt sæson i den næstbedste række. Tilbage er også Simon Skou Jakobsen, der sidst, han spillede kamp, fik knoglebrud i ansigtet.

Efter bare en enkelt sæson i dansk fodbolds næstbedste række, NordicBet Ligaen, er både Lyngby Boldklub og Silkeborg IF tilbage i Superligaen.

Sidstnævnte forlod Superligaen i sommeren 2018 efter en sæson, der blev indledt på et nyt og flot fodboldstadion i Silkeborg, og som førte klubben i pokalfinalen, men som også endte på den værst tænkelige måde.

Men nu er SIF tilbage i Superligaen efter en meget spændende afslutning på NordicBet Liga-sæsonen, og det var ikke kun SIF-fansene, der var på kanten af deres stole - det var også viceanfører Simon Skou Jakobsen.

Forsvarsspilleren stødte i forbindelse med en hjemmekamp i foråret sammen med holdkammerat Mikkel Vendelbo, og det gav et alvorligt knoglebrud i ansigtet, som Jakobsen måtte pleje i den resterende del af foråret.

Han melder sig dog helt klar nu, hvor SIF arbejder hårdt på at komme i topform før Superliga-starten den 14. juli.

- Jeg er helt klar igen. Jeg nåede lige at komme tilbage i den sidste uges tid inden sommerferien, men når der er sket noget med ansigtet, skal man lige have det sluppet i hovedet også. Jeg skal kunne kaste mig ind i dueller. Det var det, der tog ekstra tid faktisk. Vi mødte ind torsdag i sidste uge, og jeg har trænet med i hvert eneste pas, og jeg går i dueller, som jeg plejer. Det virker til, at jeg har sluppet det mentalt og ikke er bange for at gå ind en duel. Så jeg er helt på toppen igen, siger Simon Skou Jakobsen til tipsbladet.dk.

Ny træner på plads
Simon Skou Jakobsen og holdkammeraterne viser sig frem for en ny cheftræner. Michael Hansen førte klubben i Superligaen og er nu blevet head of coaching i Silkeborg, hvor rutinerede Kent Nielsen har overtaget ansvaret for førsteholdet.

Kent Nielsen blev i efteråret opereret i den ene fod, og det var derfor, han først kunne overtage holdet fra denne sommer. Han har overtaget et Superliga-hold, og Simon Skou Jakobsen ser frem til arbejdet med en af trænerfagets mest rutinerede personer.

- Jeg har aldrig haft det store kendskab til ham, men jeg har altid nydt at møde ham på de forskellige stadions, når vi har spillet mod mødt hans hold. Han er meget sympatisk og en behagelig mand. Derfor har jeg glædet mig meget til at starte med ham. Han virker som en superdygtig træner, og det bekræfter mit førsteholdsindtryk. Det har været en fin start, hvor han er meget behagelig at omgås, og så er han supertydelig i sin kommunikation. Han siger, hvad han vil have af os, hvad vi skal gøre, og hvordan han vil spille, siger den 28-årige forsvarsspiller, der mener, at Kent Nielsen ikke kommer for at revolutionere tingene i SIF:

- Vi skal stadig spille langs jorden, men måske skal vi spille lidt mere direkte, end Michael (Hansen) ville, og måske søge chancerne lidt hurtigere. Den største forskel bliver nok, at vi skal have lidt mere fokus på defensiven. Det er ikke kun keeperen og forsvaret, men hele den defensive struktur. Fra angriberen og ned til keeperen. Det har vi taget hul på i træningen med den klassiske organisationstræning - angribere mod forsvarshold.

Spændende, unge spillere på vej
Silkeborg IF indtager ikke Superligaen med en gruppe af rutinerede spillere. Faktisk tværtimod. Der er godt nok profiler som viceanføreren og Ronnie Schwartz, der blev topscorer i NordicBet Ligaen sidste sæson, men klubben kommer med flere spændende talenter. 

Da der senest blev udtaget U20-landshold, havde SIF tre mand med i form af målmand Oscar Hedvall, forsvarsspiller Frederik Alves Ibsen og kantspiller Jeppe Okkels. Også Magnus Mattsson havde formentlig været i truppen, havde han ikke været skadet.

Silkeborgs Simon Skou Jakobsen glæder sig til at se de unge folk i aktion i dansk fodbolds bedste række.

- Det er meget, meget spændende. Vi har en del, vi ved, er gode, men som ikke prøvet sig af på højeste niveau i Danmark. Jeg er også selv spændt på, hvordan det kommer til at gå, for der er noget mentalt i spil, og der er et større pres fra omverdenen, vi skal håndtere.

- Jeg glæder mig personligt til at se nogle af de unge tage næste skridt. En spiller som Mads Emil Madsen bliver spændende at følge på højeste niveau - han er en meget spændende spiller allerede, siger Simon Skou Jakobsen, der dog regner med forstærkninger til truppen i løbet af sommeren:

- Vi har en dygtig trup, men jeg er sikker på, der kommer noget ekstra ind de næste uger. Vi står ikke lige først for, når der skal hentes spillere, og derfor sker det måske lidt senere i transfervinduet. Men der må godt komme lidt, for vi mangler noget konkurrence. Lige nu har vi kun én decideret højre back, og vi mangler måske en kantspiller, efter Stephan Petersen har forladt os. Jeg er dog sikker på, at der bliver arbejdet på højtryk for at finde nye folk.

Silkeborg spiller tre testkampe denne sommer, hvor den første er i weekenden mod Vejle Boldklub, inden det den 14. juli går løs i Superligaen for SIF's vedkommnede. Her møder holdet Brøndby på udebane.