Video : Tipsbladet
Superliga

Serie A-sæsonen sættes i gang om under tre uger

19. september bliver dagen, hvor bolden atter kommer til at rulle i Italiens bedste fodboldrække.

Om mindre end tre uger kan fodboldfans med hang til italiensk fodbold igen se frem til at kunne nyde Cristiano Ronaldo, Christian Eriksen og Ciro Immobile i aktion.

Serie A, Italiens bedste fodboldrække, indleder 2020/2021-sæsonen 19. september, oplyser Det Italienske Fodboldforbund ifølge Reuters.

Den seneste sæson blev afsluttet 2. august efter tre måneders pause som følge af coronapandemiens hærgen.

Her tog Juventus klubbens 36. mesterskab i historien og det niende i træk.

Trods mesterskabet valgte Juventus at fyre cheftræner Maurizio Sarri for at erstatte ham med klubbens mangeårige midtbanedirigent Andrea Pirlo.

Han skal trods begrænset trænererfaring forsøge at løfte Juventus, så holdet kan gøre det bedre i Europa i den kommende sæson.

I sidste sæsons Champions League måtte holdet se sig slået ud allerede i ottendedelsfinalen efter samlet nederlag til franske Lyon.

De tabende Europa League-finalister fra Inter med Christian Eriksen på holdet sluttede som nummer to i Serie A med et enkelt point op til Juventus.

/ritzau/