AC Horsens vandt onsdag aften 3-2 hjemme mod Hobro på et sent sejrsmål af indskiftede Peter Therkildsen.
Med sejren sikrede østjyderne sig førstepladsen i pulje 2 i 3F Superligaens nedrykningsspil med 46 point - et point foran Randers, der må tage til takke med andenpladsen.
Førstepladsen betyder, at Horsens skal sidde over i to runder, da holdet skulle have mødt Sønderjyske i playoff, men sønderjyderne er pillet ud playoffkampene efter holdets pokaltriumf.
Horsens kan se frem til to playoff-finaler mod enten Randers eller OB.
Læs også:LIVE: Sådan gik det i onsdagens tidlige Superliga-kampe
Hobro vidste allerede før onsdagens opgør, at holdet skulle spille nedrykningskampe mod Lyngby, hvilket formentlig var årsagen til, at nordjyderne sparede en del spillere.
På trods af dominans i stort set hele kampen gik Horsens til pause bagud 1-2, men en flot anden halvleg blev afgørende.
Sejren kunne være blevet noget større, da Horsens vadede i chancer, men en velspillende debutant i Adrian Kappenberger i Hobro-målet holdt Horsens på tre mål.
Det 16-årige stortalent Jeppe Kjær satte gang i målscoringen efter syv minutter, da han efter et par fine træk fladt sparkede sit første superligamål ind for Horsens.
Læs også:Randers møder OB i playoff trods Mistrati-hattrick
Den scoring så ud til at vække Hobro, der ved tunesiske Imed Louati udlignede minuttet efter til 1-1. Fire minutter senere steg Hobros startdebuterende Mathies Skjellerup til vejrs på et hjørnespark og scorede til 2-1 med sit første Hobro-mål.
Anden halvleg forsatte i samme spor, og i det 54. minut gjorde garderhøje Ayo Simon Okosun det til 2-2 med en flad inderside.
Trods flere chancer og to forsøg på overliggeren måtte Horsens vente til det 86. minut, før sejrsmålet kom.
Indskiftede Peter Therkildsen kom først på en nedfaldsbold i feltet, og helflugtede flot bolden helt op i nettaget til slutresultatet 3-2.
/ritzau/
Læs også:Bedst og værst: Måske ender Jeppe Kjær rent faktisk i Barcelona
Læs også:Horsens-komet er Superligaens yngste målscorer: Se top 10
Læs også:Bedst og værst: Mistrati lavede hattrick forgæves for Randers