To sejre i træk, og AGF vinder guld

AGF er tilbage i Superligaen efter en sæson i 1. division, hvor Aarhus-holdet viste sig klart bedre end samtlige andre modstandere.

Men hvad så AGF. Hvad skal der ske?. Har man lært af tidligere tiders fejl og store armbevægelser?

Tipsbladet skruer her tiden et år tilbage til AGF netop havde tabt på hjemmebane til OB i sidste spillerunde i Superligaen. Resultatet betød, at AGF måtte en tur ned i 1. division og at Randers FC dermed fulførte den sensationelle redningsaktion.

Her er hvad der i Tipsbladet blev sagt og skrevet om AGF i maj 2010:

Sarkasmen på det banner, som nogle af OB’s fans hævede, da de kom bagud mod Randers, var så tyk, at man kunne skære i den.

»Åh, nej«, stod der.

Inspireret af Lazios fans, der med et lignende banner ugen før gjorde opmærksom på, at de absolut ikke ville have noget imod at tabe til Inter på hjemmebane, fordi det spærrede vejen for et mesterskab til lokalrivalerne Roma.

Med banneret viste OB’erne lige præcis, hvad de synes om AGF. For hvad gør et nederlag til Randers på hjemmebane, hvis bare det betyder, at de upopulære århusianere rykker ned?

En forårsrundtur til landets stadions afslører en hørlig og tydelig skadefryd, når det over højttaleren meddeles, at AGF er kommet bagud. En provinsiel pøbelglæde, der kun matches af nedture hos de to absolutte storheder i dansk fodbold, FC København og Brøndby. Forskellen er bare den, at hvis AGF er en storklub, så hører det med i billedet, at klubbens sportslige triumfer ligger en del år tilbage. De fleste oplever de to københavnske klubber som ægte magtbastioner, som nogle, der »har noget at have det i«, mens det i tilfældet AGF er som om hullet mellem to størrelser, klubbens og tilhængernes syn overfor resten af landets, er afgrundsdybt.

Der jubles, når der scores mod FCK og Brøndby, fordi de normalt er urørlige eller stærkere end en selv. Når der jubles over scoringer mod AGF, er hånen som regel mere skinger, fordi de fleste betragter AGF som en mere eller mindre selvskabt storhed. Forstået sådan, at århusianerne tilskyndet af deres nærmeste omgivelser gør sig bedre end de er, ser sig forankret i en storklub, men at det vil være synd at sige, at resultaterne er til det.

Her tænkes ikke bare på den aktuelle nedrykningsfare, men også det faktum, at AGF nok er blevet dansk mester fem gange, men kun én gang siden 1961, nemlig i 1986. I firserne var klubben i kølvandet af Brøndby dominerende i dansk fodbold, og det fortsatte frem til det tabte kapløb med de blågule om mesterskabet 10 år senere, men siden er det gået nedad bakke. Nu truer den anden nedrykning på fire år.

Martin, Podolski og slagord fra Middelalderen
De mange løfter om at genvinde eller bekræfte billedet af en klub på højste niveau har medvirket til at skabe det forhold, at AGF kort og godt er en klub, som man enten elsker eller hader, og deri ligger selvfølgelig en storhed, som de andre førende provinsklubber med OB og AaB i spidsen ikke er i nærheden af at kunne fremprovokere.

AGF er nemlig slet ikke ligegyldig. AGF og Århus er Danmarks svar på 1. FC Köln – med Martin Jørgensen i rollen som Lukas Podolski. Den fortabte søn, der er vendt hjem med uforrettet sag.

Köln er Tysklands fjerdestørste by, og selv »gedebukkeklubben«s storhedstid hører en fjern fortid til, er der endnu et strejf af naturlig arrogance over fodbolden i Rhinbyen.

»Det er helt legitimt og en almen menneskelig følelse at slås mod naboerne. I Jylland er Århus omringet af »bønder«, der alle vil have ram på AGF, som konstant har det med at vise muskler på banen, i munden og i omklædningsrummet, men døjer med at indfri forventningerne,« siger journalist Joakim Jakobsen fra Weekendenavisen.

»Når du siger navnet AGF, vælder den der gamle følelse op i mig. Man er træt af deres tomme løfter. Ligesom dengang cykelrytteren Jan Ullrich op til sæsonstart altid lovede, at han nok skal være fit og i form, men aldrig var det. Til sidst tror man ikke på det og bliver træt af at høre på det. I øvrigt er jeg fra Ribe og har altid holdt med Esbjerg. AGF er den store fjende, og når man som dem altid har stukket snotten frem, risikerer man også at få én på den. Alt det der ligger dybt i os mennesker. På italienske stadions opdager man, at fangrupper bruger slagord fra middelalderen mod hinanden – fra dengang man talte om bystater,« forklarer Joakim Jakobsen. 

Læs mere på næste side

Selvfølelse, selvsving og gammel klub-respekt
Træneren og tv-eksperten Poul Hansen oplevede på nærmeste hold den århusianske selvfølelse, da han i 2002 skiftede fra Lyngby til AGF.

»Jeg så ikke AGF som en storklub, for de blev som regel nr 10. eller deromkring og lå i tabellen som regel under Lyngby. Men hvis jeg havde den opfattelse, at det ville være en brugbar fremgang at rykke AGF et par pladser op, så tog jeg alvorligt fejl. I og omkring klubben er det naturligt at se sig selv som en magtfaktor eller en storklub, der spiller med helt i top. Det er nok ud fra det syn, at AGF og Århus har det hele. En stor by, et stort opland, en traditionsrig klub uden rival. Ingen steder er der jo så megen fokus på en klub som her. AGF er en institution, der fylder meget i byen, og som også er meget synlig, fordi kendte mennesker, biskoppen og musikere eksempelvis, udtaler sig om det,« uddyber Poul Hansen.

Et udtryk for AGF’s markante selvforståelse kommer til udtryk i medvind. Når man som i denne sæson lægger overraskende godt ud og efter syv runder indtager Superligaens førsteplads, går omgivelserne i selvsving og taler om guld og grønne skove. Spillere og ledelse kan indimellem forsøge at lægge en dæmper på, men det hjælper ikke.

Slet ikke når træner Erik Rasmussen sin optimistiske natur tro efter to kampe og to sejre i sensommeren 2009 frejdigt taler om »en sindsyg stærk trup, der god nok til medaljer«, og tilføjer at OB og FCK ikke har bedre trupper end århusianerne.

Men der er i Århus også en længsel efter de gode tider, og når man ser fligen af det, hopper mange ukritisk med på vognen. Det synspunkt er Hans Petersen, redaktionschef på Urban og tidligere både træner og spiller i AGF, med på.

»Folkerøsten spiller en stor rolle, og modsat tidligere skal man tilføje alle medierne, og jeg tænker især på, at enhver kan sende hvad som helst ud på nettet, og når det går godt medvirker det til at skabe nogle kæmpe forventninger,« siger Hans Petersen, der dog foretrækker at skelne mellem rigtige tilhængere og medløbere.

»Det er simpelt hen ikke folk med ægte OB-sjæl, der står med det banner under Randers-kampen. Jeg har været hos OB mange gange med et juniorhold og lignende, og de store gamle klubber imellem er der en respekt og talen pænt til hinanden, der slet ikke matcher det billede der.«

Læs mere på næste side

AGF som guldkandidat – en fejlvurdering
Men Hans Petersen, der senest var førsteholdstræner i en kort periode i 2002, accepterer påstanden om AGF’s fejlvurdering af egen styrke.

»Det kniber somme tider med udsynet og med at vide nok om tingene. Hvis der fra egne rækker dukker et stort ungdomstalent op, tror man straks, at han er verdensstjerne, og det holder jo sjældent.«

Hans Petersen fortæller derpå en historie fra JP Århus, hvor hans kollega journalist Jesper Engmann i klummeform på et tidspunkt legede med eller opstillede et rædsels-scenarie, der gik ud på, at AGF endnu kunne nå at rykke ned. Fra AGF-side mødte han kun vrede reaktioner. 

Poul Hansen kunne ligesom Hans Petersen glæde sig over AGF’s fine sæsonstart, men med fagligt-realistiske øjne udmærket se, at der alligevel var et spring derfra og så til at spille med om mesterskabet.

»Et hold til at kæmpe om tredjepladsen, ja, men ikke til at true i guldkampen,« vurderer Hansen, som inde i AGF’s klubhus nok imponeres over de mange pokaler og klubånden, men også ser historien som Danmarks »hvide« svar på Real Madrid som en hæmsko.

»Klubanlægget på Fredensvang er berømt, men hvad angår faciliteter overhalet af mange andre klubbers. Og AGF laver for få landsholdsspillere, især offensive. Ungdomsafdelingen ligger mere ned end nogensinde, så jeg synes perspektivet er lidt skidt,« mener eks-træneren.

Endnu skarpere er Ole Brandenborg. Forfatteren til bogen »AGF og alle de andre« siger lige ud, at AGF har forpasset alle chancer for at være tophold.

»Man melder ud, at man vil lege med i toppen, men sagen er, at man bare skal være glad for at være med i den bedste række, for bedre er holdet ikke. Jeg synes, at ledelsen på den led har været uansvarlig med alt for positive udmeldinger,« siger Brandenborg.

»I Århus har man aldrig glemt AGF’s store historie, selv om vi skal tilbage tresserne ja faktisk halvtresserne for at finde den. Dengang var AGF en stor klub, og det billede identificerer mange sig stadig med. Det spiller også en rolle, at man befinder sig i Danmarks næststørste by. Her mener alle, at vi da bare skal have et hold med i toppen af dansk fodbold, og der var da også gode tider under trænerne Poul Erik Bech og Peter Rudbæk uden dog helt at komme til tops. Skiftende klubledelser har bare glemt at følge med tiden, og der sker også det, at hvis du kritiserer AGF, så bliver du fejet af bordet. Så er det svært at komme nogen vegne,« konstaterer Brandenborg.

Læs mere på næste side

Ingen over Århus
I Århus forsøger byens førende mænd at genvinde noget af det tabte fra de glade firsere og halvfemsere, da kendte musikere og andre frontløbere markedsførte den jyske hovedstad og udfordrede København.

Senere drømte man om opføre Danmarks højeste bygning og fedeste havnefront. Højere, større og bedre – og engang var Thorkild Simonsen Danmarks mest populære borgmester.

Sociologen Henrik Dahl kan ved at kigge i den nyere danmarkshistorie bevidne, at Århus altid har været en ekstrem ambitiøs by og rigtig god til at brande sig selv.

»De går som sagt efter at være størst og bedst til alt, også fodbold, men nedenunder lurer hele tiden en usikkerhed. Det er lidt som med de nyrige, der netop forsøger at skjule, hvad de er,« mener Dahl.

Med Musikhuset og kunstmuseet AROS fortsat flaget, men de fleste er enige i den betragtning, at Århus har et potentiale, der ikke udnyttes, og derudover mangler selvtillid og befinder sig i noget af en identitetskrise.

Overført på AGF lander det i snak om at en Superliga uden en klub fra landets næststørste by svarer til en vinter uden sne, en søndags-tv-avis uden Reimer Bo og et folketing uden De Radikale – alle tre påtrængende og selvbevidste, svære at komme udenom, men ikke uundværlige.

Kloge folk påstår, at nordjyder selv i en meget gunstig position altid underspiller, at sønderjyder er forsigtige, vestjyder ydmyge, fynboer tilfredse med det næstbedste, og at alle sjællændere falder uden for kategori, idet de helgarderer sig ved enten at holde med Brøndby eller FC København. Fordomme og fakta flyver rundt i luften, og om århusianerne taler man både om mindreværdskomplekser og storhedsvanvid.

»Jeg ser ingen sammenhæng mellem by og klub på den led,« mener Hans Petersen, der som ung journalistelev i Silkeborg oplevede klart mere tilbageholdenhed i det midtjyske end i det Århus, hvor han har boet det meste af sit liv. Der er ikke så mange, der modsiger ham.

Store byer giver bare større selvfølelse.