Video : Tipsbladet
Superliga

Ny sejr sikrer Brøndby bedste start i 15 år

Ubesejrede Brøndby vandt fredag aften 2-1 i Randers og sikrer dermed klubbens bedste superligastart i 15 år.

Topholdet fra Brøndby fortsatte fredag aften dets suveræne start i Superligaen, da holdet med en 2-1-sejr i Randers nu har vundet sæsonens første fire kampe.

Det er første gang siden 2005/06-sæsonen, at Brøndby er kommet så godt fra land.

Fredagens sejr kom i hus efter en jævnbyrdig affære, hvor Brøndby var det bedste hold i første halvleg og også kunne gå til pause foran 1-0.

Randers havde efter pausen overtaget, og fik trods at være kommet bagud 0-2 skabt spænding til det sidste med en reducering.

De fire sejre betyder for Brøndby, at holdet med 12 point er sikret at gå ind til landskampspausen på førstepladsen.

Randers derimod er på syvendepladsen med fire point før rundens resterende kampe.

Brøndby kom bedst fra land, og efter et lille kvarter lykkedes det den norske forsvarer Sigurd Rosted at bringe topholdet foran.

Han kom højest på et hjørnespark fra venstresiden, hvor han pandede første halvlegs eneste mål i kassen.

Herefter bølgede kampen frem og tilbage med enkelte chancer i begge ender, men overordnet set var Brøndby tættere på at fordoble føringen, end Randers var på udligningen.

Randers ændrede efter pausen formation til 3-5-2, og det virkede til, at holdet med et tungt pres nærmede sig 1-1-målet.

Det kom dog ikke, og i stedet kunne angriber Mikael Uhre efter 63 minutter sende gæsterne fra Vestegnen endnu tættere på sejren.

Her fandt netop indskiftede Lasse Vigen ham nemlig i dybden, så han uden problemer kunne sparke Brøndby på 2-0.

Sierraleonske Al-Hadji Kamara kunne efter et VAR-tjek for offside notere sig for reduceringen i 76. minut, men lige lidt hjalp det for Randers, der indkasserede det andet nederlag i træk.

/ritzau/