I månedsvis har Tochi Chukwuani været rygtet fra FC Nordsjælland til Hellas Verona, og nu ser et skifte ud til at være helt på plads.
Således har den velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano skrevet på det sociale medie Twitter, at Tochi Chukwuani skifter til Hellas Verona på en fri transfer efter den indeværende sæson.
Samtidig har transferjournalisten også delt et billede af den snart tidligere FC Nordsjælland-spiller i Hellas Veronas dragt.
Se billedet her (artiklen fortsætter efter billedet):
Hellas Verona have signed talented midfielder Tochi Chukwuani [born in 2003] as free agent from Nordsjælland - really interesting one for Serie A next season. @SkySport #transfers
Full agreement completed and signed with his agents in the last few hours. pic.twitter.com/NghA8N0Qvz
— Fabrizio Romano (@FabrizioRomano) April 5, 2022
19-årige Tochi Chukwuani har spillet hele sin seniorkarriere i FC Nordsjælland, hvor han allerede som 16-årig fik debut for Superliga-klubben. Siden har han spillet 36 førsteholdskampe for Farum-klubben.
I den indeværende sæson har den danske midtbanespiller imidlertid ikke slet ikke været med i FC Nordsjællands trup. Tilbage i efteråret forklarede cheftræner Flemming Pedersen spillerens fravær i truppen således:
- Vi har vurderet, at han ikke er god nok lige nu i forhold til de andre midtbanespillere, vi har. Det er en spiller, som ikke har haft den forventede stejle udviklingskurve. Han skal vise sig frem til træning og i reserveholdskampe. Han skal blive endnu hurtigere, end han allerede er, og så skal han have noget disciplin ind i sit spil.
Hellas Verona, der er nummer ni i Serie A, har endnu ikke meldt noget ud om Tochi Chukwuani.