Der sker ting og sager i FC Københavns ungdomsafdeling denne fredag.
Tidligere kunne Tipsbladet melde, at 15-årige Mads Jørgensen kan være på vej til københavnerne fra Silkeborg af, men det stopper ikke her.
For ifølge det svenske medie Fotbolltransfers.com er det 16-årige stortalent Johannes Tahan også tæt på de forsvarende danske mestre.
Tahan er angiveligt på besøg hos FC København netop nu, og der er forhandlinger mellem parterne, omend der lige nu ikke er enighed om et eventuelt skifte.
Johannes Tahan spiller til daglig hos Nordic United, som gør sig i den tredjebedste række i Sverige, og her må man bare sige, at der er stor tiltro til ham.
Han fyldte 16 år den 23. marts, men tidligere på året fik han som 15-årig startpladser mod IFK Göteborg og Djurgården i den svenske pokalturnering. Mod danskerklubben IFK Göteborg scorede han sågar, selv om Nordic United tabte 3-4.
Derfor lader det til at være en spiller, som har stort potentiale, og det mener de åbenbart også i FC København.
Til Fotbolltransfers.com bekræfter formand i Nordic United, Daniel Halef, at Johannes Tahan i øjeblikket befinder sig i udlandet for at besøge en klub, og at der er stor interesse for ham, hvorfor man godt kan forestille sig et salg i den nærmeste fremtid.
Tipsbladet ville gerne spørge FC København til nyheden, men det har ikke været muligt at få en kommentar.