Video : Tipsbladet
Superliga

Roser Danmark: De spillede et robust spil

Murat Yakin erkender, at hans hold kæmpede med at nedbryde Danmarks forsvar, men er tilfreds med indsatsen.

Schweiz' fodboldlandstræner, Murat Yakin, er tilfreds med sit hold efter lørdagens chancefattige og målløse testkamp mod Danmark i Parken.

Tre måneder før EM fik Schweiz ligeværdig modstand, og Danmark havde et lille overtag, men i det store hele var det svært at indvende noget mod resultatet, mener han.

- Det var en lige kamp, og resultatet var helt i orden.

- Vi spillede mod et godt hold, og danskerne spillede et robust spil. Det var sundt for os at møde en modstander, der kunne byde os op til dans. Danmark var måske lidt foran i statistikkerne, men vi spillede til nul, fordi vi var velorganiserede og var gode til at holde i bolden, siger Murat Yakin.

Hans mandskab formåede ikke at tvinge 100-kampjubilar Kasper Schmeichel til store redninger.

Afslutningerne sad enten lige på den danske keeper eller forbi målrammen, og de blev ofte sendt afsted fra ufarlige positioner, fordi Danmarks defensiv gjorde betingelserne vanskelige.

- Vi var ikke gode til at true Danmark, så der har vi noget at arbejde med. Vi skulle måske have spillet med større risiko, men vi må også erkende, at Danmark forsvarede bedre end de hold, vi mødte i EM-kvalifikationen sidste år, så det skulle vi lige vænne os til, siger landstræneren.

- Men vi fik den slags kamp, vi gerne ville have, tilføjer han.

I opgøret udgik Schweiz-keeper Yann Sommer med en skade. Landstræneren er ikke nervøs for en slem skade til Inter-keeperen, men erkender, at der er stor usikkerhed om hans deltagelse, når EM-forberedelsen fortsætter tirsdag mod Irland.

/ritzau/