1.-divisionsklubben Vendsyssel FF er kommet på udenlandske hænder.
Aktiemajoriteten i fodboldklubben fra Hjørring er således opkøbt af Core Sports Capital (CSC), der laver investeringer i fodboldbranchen og har hovedkvarter i den schweiziske by Zug syd for Zürich.
Det oplyser Vendsyssel FF i en pressemeddelelse.
Vendsyssel bliver den tredje klub i CSC-porteføljen. CSC ejer Clermont Foot 63 fra Frankrigs næstbedste række og SC Austria Lustenau fra den næstbedste østrigske række.
Selskabet satser på at opkøbe endnu en fodboldklub i de kommende måneder.
Læs også:Spændt Fredericia-træner: Den stærkeste 1. division nogensinde
Den nye ejers ambition er at få Vendsyssel i top-10 i dansk fodbold - hvilket oversat til tabelsprog vil sige, at vendelboerne skal være en fast del af Superligaen.
Det skal ske samtidig med, at klubben vil investere endnu mere i talentudvikling.
I købsaftalen er der indført en række punkter, der skal sikre, "at Vendsyssel fortsat drives ud fra de eksisterende værdier og med fokus på talentudvikling i Nordjylland."
Der kan dog også komme udenlandske talenter til Hjørring. CSC har således samarbejdsaftaler med et akademi i Den Demokratiske Republik Congo og et akademi i Algeriet.
Forud for den kommende sæson i landets næstbedste række har Vendsyssel skiftet ud på trænerposten. EM-vinderen Johnny Mølby er erstattet med den tidligere AaB-assistenttræner Lasse Stensgaard.
Læs også:Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub
Som følge af forhandlingerne om et opkøb af klubben var CSC med i rekrutteringsprocessen, da Vendsyssel skulle finde en ny cheftræner.
CSC er ejet af Ahmet Schaefer, der tidligere har været personlig assistent for den skandaleramte ekspræsident i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter. Det var han i perioden marts 2008 til september 2011.
Schaefer overtager posten som bestyrelsesformand i Vendsyssel FF. Tidligere formand Jacob Andersen bliver i stedet næstformand.
I den øvrige CSC-ledelse finder man blandt andre Jerome Champagne, der stillede op til præsidentvalget, da Blatters afløser i Fifa skulle findes i 2016.
Vendsyssel FF bliver den ottende topklub i Danmark med en udenlandsk ejer. De øvrige syv er FC Midtjylland, FC Nordsjælland, Vejle Boldklub, HB Køge, Fremad Amager, Næstved Boldklub og FC Helsingør.
/ritzau/
Læs også:Godt nyt for SønderjyskE: Kaptajnen er tilbage efter alvorlig knæskade
Læs også:Celta Vigo bekræfter: Der ligger et bud på Pione Sisto
Læs også:Efter ny keeper-tilgang: SønderjyskE giver reserve løbepas