I 16 år har traditionsklubben Leeds været fraværende i Premier League, men da klubben lørdag fik comeback i ligaen, var det med en kamp, der vil blive husket længe.
I en festforestilling mod den forsvarende mester, Liverpool, måtte Leeds dog på et sent mål se sig slået 3-4 på Anfield.
Spektakulære mål, store chancer og generelt besnærende spil prægede kampen, men med til historien hører dog også, at flere af Liverpools støtter i forsvaret begik fejl, som man sjældent så i sidste sæson.
At Leeds-forsvaret også havde det svært var mere efter bogen. Oprykkerens defensiv blev testet fra første færd.
Mohamed Salah har været Liverpools ligatopscorer i de seneste tre sæsoner, og han skulle bare bruge tre minutter af den nye sæson på at stikke samme kurs ud.
Læs også:Brentfords bødler blev sat på plads i Premier League-premieren
Først fremtvang han et straffespark ved at sparke bolden op på en Leeds-arm, og sekunder senere udnyttede han det sikkert ved at hamre bolden op i nettaget midt i målet til 1-0.
En mareridtsstart for Leeds, men holdet skulle snart rejse sig. Eller rettere sørgede Jack Harrison egenhændigt for det med en sublim udligning efter 11 minutter.
Helt ude i venstre side tæmmede han en lang aflevering i luften, og inden bolden ramte jorden, tog han et smart træk, der overrumplede Trent Alexander-Arnold, en af verdens bedste backs. Derefter skar Harrison yderligere ind i banen, afdriblede en modstandere mere, inden han udplacerede Alisson Becker i målet.
Så strammede Liverpool grebet. Først blev en Liverpool-scoring annulleret for offside, og efter 20 minutter blev det så 2-1, da Virgil van Dijk headede en hjørnesparksbold i mål.
Efter en halv time sløsede samme Van Dijk så foran eget felt og forærede bolden til Patrick Bamford, der takkede og udlignede til 2-2, men igen reagerede Liverpool som et mesterhold.
Læs også:CLBOLD.DK TV: Sådan ender top-seks i Premier League
Tre minutter senere dumpede bolden ned foran Salah, der med kort aftræk hamrede den op i hjørnet til 3-2.
Anden halvleg blev ikke lige så målrig, men der var stadig rigt med chancer i begge ender, og det blev Leeds, der udlignede til 3-3 midtvejs. Mateusz Klich løftede bolden op til sig selv i feltet og kanonerede den i mål til ny udligning.
Leeds var endda tæt på at komme foran med et nærgående frispark, men i slutfasen pressede Liverpool på for sejrsmålet. Det resulterede tre minutter før tid i et straffespark, som Salah udnyttede stensikkert, og ved at fuldende sit hattrick vandt Liverpool 4-3.
Det kunne Leeds ikke svare tilbage på, men klubben fik vist sig fra en meget charmerende side, der lover godt for sæsonen.
/ritzau/
Læs også:Stor Premier League-optakt: Sådan står de 20 klubber
Læs også:Dagens Double: Mål eller ikke mål
Læs også:Fredagens rygtebørs: Atletico går ind i kampen om Suarez