Så Ståle-interviewet: Min kone var træt af, at det var så langt
Det var ikke kun fodboldfans, der sad og så Ståle Solbakkens lange interview med Onside i søndags, det gjorde Randers FC-træner Thomas Thomasberg også.
Det fortalte kronjydernes cheftræner efter opgøret i Parken mandag, som Randers FC vandt med 2-1. Klubbens første sejr i Parken siden 2013 og Thomasbergs første sejr over FC København overhovedet.
Thomas Thomasberg så interviewet søndag aften og fandt det spændende, selv om det også gav en smule uro på hjemmefronten.
- Min kone var lidt træt af, at det var så langt. Jeg sagde, at jeg bare skulle se 30 minutter, men jeg var ikke klar over, at det varede to timer, eller hvor lang tid jeg sad klistret til
skærmen.
Læs også:Tæt på FCK-nedturen: Fejl, frustrationer og Ståles skygge
- Et eller andet sted er det jo interessant at se, hvad der sker i andre klubber. Nu er jeg jo ikke både manager og cheftræner, men vi kan nikke genkendende til nogle af tingene, for det er jo spændende at høre.
- Ståle har haft behov for at sige et eller andet, fordi han føler, der er blevet sagt noget, der er forkert, og det kan jeg godt følge ham i. Sådan ville jeg også have det. Og så er det interessant, fordi der er gået så mange uger, hvor man tænker, hvad der er sket, og hvorfor han ikke har sagt noget, men jeg synes, det var fin underholdning at følge med i. Som træner så man lige ved, hvad der sker i andre klubber. Så forskelligt er det heller ikke i forhold til, hvad der sker hos os, sagde Thomas Thomasberg efter opgøret.
Han har selv haft sine kampe med Ståle Solbakken gennem årene, men Randers-træneren kommer til at savne konkurrenten.
- Selvfølgelig har vi været efter hinanden, men det er jo også ofte sådan, at når man er efter hinanden og har en historik, så kommer man også til at savne dem, når de er væk på et eller andet niveau, siger Thomasberg og forklarer, at det ikke var ekstra godt at slå FCK af den årsag:
Læs også:AGF'er drømte om skifte, men fik det ikke: Det er en del af fodbold
- Nej, jeg har egentlig ikke brugt så meget krudt på, om det var ham eller en anden, der sad der. Jess (Thorup) har jeg et rigtigt godt forhold til, så det er ikke sådan, at jeg tænker, "hold da fast, det er fedt, jeg kunne slå ham", men for os var det vigtigt, at vi kunne slå FCK, for det har vi kke gjort ret mange gange. Jeg tror, vi skal syv år tilbage, hvor jeg var assistenttræner, da vi vandt sidst.
- Som cheftræner tror jeg rent faktisk, det er første gang, jeg har været med til at slå FCK. Det var dejligt, også fordi vi i de sidste to og et halvt år ikke har kunnet slå Midtjylland, FCK eller Brøndby, så var det fedt at få hul på det, lød det fra Thomas Thomasberg.
Med sejren går Randers forbi FC København i Superliga-stillingen, og nu har kronjyderne syv point ned til AC Horsens og Lyngby Boldklub, der ligger på de to nederste pladser i tabellen.
Læs også:Comeback på landsholdet efter fire år: En mærkværdig oplevelse
Læs også:Vejle-forsvarer om skidt statistik: Det irriterer mig grænseløst
Læs også:Brøndby-angriber efter sejr: Lidt en rutsjebanetur