Der er fart på Superliga-klubberne på sommerens transfermarked.
Med fire uger tilbage i transfervinduet er der stadig adskillige store navne, der kan blive solgt, og topklubber, der mangler at hente dyre profiler ind til startopstillingen.
Traditionelt kommer der et par stille uger i begyndelsen af august.
Men med et internationalt transfermarked, der er lige så overophedet som et klimaforandrings-ramt Sydeuropa, og hvor mange handler er blevet skubbet hen i august på grund af det kaos, Saudi-Arabiens vilde indkøbstogt har skabt, kan august også blive hektisk i Superligaen.
Tipsbladets foreløbige opgørelse over sommerens transfers viser, at ligaen er på vej mod den rekord-volumen, ligaen havde i sommeren 2021, hvor salgene rundede 600 millioner kroner, og hvor man også røg forbi samlede indkøb på over 200 millioner kroner.
I tallene her har vi gået ud fra, at Gustav Isaksen om få døgn bliver solgt til Lazio, som italienerne og FC Midtjylland er enige om, at han bliver.
Det er vigtigt at bemærke, at der er tale om et foreløbigt overslag, som vi følger op på om en måned efter lukningen af transfervinduet med mere præcise beløb.
Med et Isaksen-salg til Lazio på omkring 110 millioner kroner løber de foreløbige salg fra de 12 Superliga-klubber op omkring 520 millioner kroner, mens indkøbene cirka ligger på 220 millioner kroner.
Sigende for Superligaen
Så hvad skal vi lægge mærke til i tallene?
Chefredaktøren for Tipsbladets trykte udgave Troels Bager Thøgersen ser flere interessante detaljer i de foreløbige tal fra Superligaen.
- Vi kan se FC Midtjyllands tidlige, meget store indkøb af Sverrir Ingason og Cho Gue-sung, der var usædvanlige for FCM, fordi de kom allerede før sæsonstart.
- Og så kan vi se, at FC Nordsjælland uden at ryste på hånden bruger mange millioner på Marcus Ingvarstsen, uden man har solgt Ernest Nuamah. De ligner en seriøs bejler til topplaceringerne igen i denne sæson og sådan set også i de kommende år, fordi deres ejere Mansour Group har så mange penge, at FCN nu ikke er tvunget til at sælge nogen som helst, hvis de ikke selv vil.
- Endelig er det også skægt at bemærke, at der bliver betalt transfers for spillere i alle klubber, selv i lille Hvidovre, som har lagt et symbolsk beløb for en enkelt spiller til startopstillingen, de rigtigt gerne ville have på plads tidligt. Superligaen er blevet et populært sted at købe ind for udenlandske klubber, og derfor har selv de små Superliga-klubber også mod på at betale beskedne beløb for nye spillere. Sådan var det slet ikke for bare få år siden.
Tænk udlandet bliver ved
Og så siger handlerne også noget om, hvordan international fodbold og transfermarkedet har det anno 2023, mener chefredaktøren.
- Hvis vi ser os omkring i verden, er økonomien vildt presset i mange lande. Inflation, truende masse-arbejdsløshed, masser af usikkerhed på grund af Ruslands krig mod Ukraine og andre konflikter på vores planet, der ligger og ulmer. Det plejer også at påvirke fodbold, men det gør det så bare ikke rigtigt, i hvert fald ikke transfermarkedet.
- For mig er det vildt at se, hvor tændte de udenlandske klubber er på at købe spillere i Danmark, og også meget dyrt, så indtil videre holder Superliga-klubbernes forretningsmodel med at sælge dyrt og købe lidt mindre dyrt, og samtidig give et overskud på regnskabet de fleste sæsoner.
Følg Tipsbladet.dk og ikke mindst vores live-dækning af markedet her i den kommende måned.