Video : Tipsbladet
Superliga

Så er der skrevet under - FCK-spiller udlejes

FC København sender Andreas Dithmer på græs i Holland, bekræfter FC København.

FC København er tæt på at kunne præsentere Rúnar Alex Rúnarsson på en kontrakt frem til 2027, så man har et etableret målmandsteam med islændingen og Kamil Grabara.

Det har givet mulighed for 18-årige Andreas Dithmer til at søge en ny udfordring her i foråret, og som Tipsbladet kunne beskrive tirsdag, så ville det med al sandsynlighed blive et lejeophold hos Jong Utrecht i Holland med en købsoption.

Onsdag var man nede for at færdiggøre de sidste ting, og nu er alt så faldet i hak. Det oplyser FC København på sin hjemmeside.

Andreas Dithmer, 18 år, har de seneste sæsoner spillet på klubbens U19-mandskab, hvor han langsomt har spillet sig ind omkring førsteholdet. Det har dog været som reserve, da Kamil Grabara har siddet tungt på pladsen som førstekeeper.

Nu får Andreas Dithmer så muligheden for at vise sig frem hos Jong Utrecht, der har flere danskeren i stalden i form af Emil Rohd, Silas Andersen og Tobias Augustinus-Jensen.

På førsteholdet har man i transfervinduets sidste dage præsenteret Jeppe Okkels og Niklas Vesterlund, mens man i forvejen råder over Oscar Fraulo og Victor Jensen.

Jong Utrecht spiller til dagligt i Eerste Divisie, og her har man fået en skade til keeper Kevin Gadellaa, mens man har udlejet Calvin Raatsie, og derfor har man været i markedet efter en ny målmand.

Stortalentet er på kontrakt i FC København frem til sommeren 2025, og derfor vil man til sommer tage en evaluering omkring fremtiden. Til den tid er det sikkert, at Kamil Grabara ikke længere er i klubben, da han tager til Wolfsburg.