Video : Tipsbladet
Superliga

Rystet Tverskov: En øv-fejl for fodbolden

Dommer Lasse Graagaard begik en forfærdelig fejl ved Mathias Kvistgaardens 1-0-scoring, mener Jeppe Tverskov.

BRØNDBY STADION (Tipsbladet): Bølgerne gik højt blandt FC Nordsjællands spillere og trænere, da dommer Lasse Graagaard valgte at tildele Brøndby 1-0-målet efter et længere VAR-tjek for hånd på bolden. 

Der var ikke tale om hands. Til gengæld mente FCN-lejren, at Graagaard havde fløjtet for frispark, inden bolden gik i mål, og det viste TV-billederne fra TV 2 Sport også. 

Alle spillerne på banen var i hvert fald af den overbevisning, at Graagaard havde fløjtet for tidligt, og FCN-stjernen Jeppe Tverskov er meget ærgerlig over hele situationen. Det siger han til Tipsbladet og de fremmødte medier, da han bliver spurgt, om han ved, om FCN vil nedlægge protest. 

- Jeg ved ikke engang, hvad man gør ved sådan noget her. Jeg har ikke oplevet noget lignende. Jeg synes, det er en rigtig øv-fejl for fodbolden, for i princippet er der scoret et fodboldmål, mens spillet er i gang, og det er jo vanvittigt, når man siger det på den måde.

Han kalder det en forfærdelig fejl, og han slår fast, at det handler om, at der er scoret et mål, mens kampen ikke er i gang, hvilket han føler er uretfærdigt.

- Han fløjter – definitivt. Jeg kan love dig for, at der ikke er nogen spiller på banen, der er i tvivl.

- Vi har respekt for, at dommerne har et svært job. Det er svært at dømme handssituationer, hvor bolden bliver skudt op på hånden fra kort afstand, og der er mange dele af deres job, der er rigtig svært.

- Men når kampen er fløjtet af, og bolden går i mål, er der noget definitiv uretfærdighedsfølelse, der er for meget. Kampen er fløjtet, der er spilstop, og der kan ikke være mål. Der kan ikke være noget, for der er fløjtet af.

Foto: Alamy

Også cheftræner Jens Olsen er i vildrede over dommen, som han kalder uforståelig. Han var dog ikke meget for at tale om situationen og et muligt efterspil.

- Jeg vil gerne passe lidt på, for det er noget, vi vil tale om internt, inden vi melder noget ud, for det er meget kontroversielt. Der er også en anden situation, jeg skal se igen, hvor Bischoff sparker Dorgeles lige foran bænken.

Kan du forestille dig, I gør noget ved det?

- Det skal vi tale om, om det skal have et efterspil eller ej.

Hvis ikke det her skal have et efterspil, hvad skal så?

- Det er svært at sige, og jeg er ked af det, men jeg vil ikke sige noget om det.

FC Nordsjælland rejste sig i løbet af kampen og fik et enkelt point med hjem takket være Benjamin Nygrens scoring.