FC Midtjylland vandt søndag 1-0 over FC Nordsjælland, og dermed kan ulvene tage mesterskabet på torsdag, når FC København kommer på besøg i Herning. Netop FCK er presset i kampen om sølvet efter søndagens nederlag til AGF.
Samtidig blev det slået fast, at SønderjyskE's pokalvindere overlever i Superligaen, mens det bliver Lyngby og Hobro, der skal ud i to gyserkampe om overlevelse.
Allerede om få dage går det løs igen i Danmarks bedste række, da denne uge byder på midtugerunde. Først skal vi dog se tilbage på den forgangne.
Her følger Rundens Hold i Superligaen for 31. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:
Målmand: Matej Delac, AC Horsens (1)
Den tidligere Chelsea-målmand var slet ikke førstevalget mellem stængerne i AC Horsens, da sæsonen begyndte, men det er han i sandhed blevet, og fredag leverede kroaten en ny god præstation. Delac måtte godt nok indkassere et enkelt mål mod Esbjerg, men han noterede sig for syv redninger - flest af alle i 31. spillerunde.
Højre back: Bjørn Kopplin, Randers FC (2)
Tyskeren var på en uvant position som højre back, men den opgave løste Björn Kopplin på fornemste vis for Randers FC, og prikken over i'et var en fremragende scoring i kronjydernes 3-2-sejr over hans tidligere klub Hobro IK.
Læs også:Blev rygtet til AaB: Midtbanespiller forlænger i norsk klub
Central forsvarer: Frederik Tingager, AGF (2)
Hvor har Frederik Tingager været god i dette forår! Mod FC København strålede tometermanden igen, da han havde fornøjelsen af at slås med muskelbundtet Dame N'Doye. Med Frederik Tingager som dørmand var der lukket af i AGF-feltet.
Central forsvarer: Alexander Ludwig, AC Horsens (4)
Det var en klog beslutning af Alexander Ludwig at vende tilbage til AC Horsens. Den tidligere OB-spiller er vokset gennem hele sæsonen, og han er i storform i øjeblikket. Mod Esbjerg var Ludwig en klippe i forsvaret. Han var den spiller, der vandt flest luftdueller i 31. runde, og han var den, der havde flest clearinger.
Venstre back: Casper Højer Nielsen, AGF (5)
Casper Højer Nielsen har leveret bedre præstationer, end han gjorde søndag mod FC København, men AGF-profilen har et tårnhøjt niveau i dette forår. Han havde nok at se til defensivt, og det gjorde, at Højer ikke lavede de samme aktioner i offensiven, som man normalt ser, men alt i alt en bundsolid præstation.
Højre midtbane: Tosin Kehinde, Randers FC (1)
Randers FC vil gerne købe lejesvenden, og det forstår man godt. I hvert fald målt ud fra 3-2-sejren over Hobro IK. Det tidligere Manchester United-talent var kronjydernes bedste mand, og han scorede sit første mål i dansk fodbold, da han gjorde det til 3-1 efter godt en times spil.
Central midtbane: Robert Kakeeto, AaB (1)
Han lignede på et tidspunkt en færdig mand i AaB, og det har bestemt ikke været godt det hele far Kateetos fod i dette forår, men mod Brøndby IF var han god - det kan meget vel have været Robert Kakeetos bedste kamp nogensinde i den bolsjestribede trøje. AaB'eren fyldte godt på banens midte, og han skilte sig fornuftigt af med bolden. Kakeeto har i tidligere kampe haft en tendens til at smide bolden for let væk, men det gjorde han ikke mod Brøndby.
Central midtbane: Nicolai Poulsen, AGF (1)
AGF-profilen går ikke af vejen for et godt slagsmål på banen, og dem havde han flere af med blandt andre Carlos Zeca. Nicolai Poulsen slap godt fra det meste og har tydeligt løftet sit spil i denne sæson efter skiftet fra Randers FC til AGF.
Læs også:FCN-træner om hypet talent: Han er stadig ved at finde sine ben
Venstre midtbane: Rafal Kurzawa, Esbjerg fB (2)
Esbjerg er rykket ned, men det er bestemt ikke Rafal Kurzawas skyld, og man kan ikke anklage polakken for at være mentalt videre, selv om han kun er i EfB på leje. Han spillede en fremragende kamp mod AC Horsens. Kurzawa scorede vestjydernes enlige mål, han var den spiller, der skabte flest chancer af alle i 31. runde, og han var den spiller, der løb længst af alle i Superligaen. Flere Superliga-klubber må have fået øjnene op for ham.
Angriber: Patrick Olsen, AaB (3)
Patrick Olsen er midtbanespiller, men mod Brøndby huserede han i angrebet, og det kunne han godt finde ud af. Det tidligere Brøndby-talent bragte sig i gode positioner, og han krydrede det med en scoring til 2-0. Eneste minus var, at Patrick Olsen ikke scorede flere mål. Han fik nogle gaver foræret af Brøndbys defensiv.
Angriber: Nicolai Vallys, Silkeborg IF (1)
Når Silkeborg IF skal ned i NordicBet Ligaen, har klubben brug for en offensivspiller, der kan sparke dem hurtigt tilbage i Superligaen, og lørdag viste Nicolai Vallys, at han er klar til at byde ind på den opgave. Han scorede to mål mod Lyngby, og han ydede desuden en fortrinlig arbejdsindsats i holdet tjeneste. Vallys løb lige under 13 kilometer i kampen.
I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.
Læs også:Ståle Solbakkens frygt er blevet til virkelighed: Det er det, vi ser nu
Læs også:FCN-profil om FCM: De slår Horsens i ineffektiv spilletid