Rundens Hold i Superligaen - 27. runde
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 27. runde

Tipsbladet.dk med Rundens Hold i Superligaen, hvor AaB, Brøndby og FC Midtjylland markerer sig.

Efter hver Superliga-runde sætter tipsbladet.dk Rundens Hold i ligaen bestående af de spillere, der gjorde bedst opmærksom på sig selv i de seks kampe.
 
27. runde er nu overstået, og det er derfor tid til at udvælge rundens bedste 11 spillere.
 
Vi bringer her vores bud på Rundens Hold i Superligaen - sat op i en 4-4-2-opstilling.
 
Målmand: Lukas Hradecky, Brøndby IF 
Holdt endnu engang nullet og leverede en glimrende redning på Emil Larsens hovedstød i slutfasen. Finnen er vel efterhånden Superligaens bedste keeper. 
 
Højre back: Henrik Dalsgaard, AaB
Den hurtige back gjorde en fortrinlig figur i AaB's udklassering af Hobro. Det blev til mange gode ryk op ad højresiden, hvor han boltrede sig som en – lad os bare bruge en kliche – fisk i havet. 
 
Central forsvarer: Kasper Pedersen, AaB
Aabybro-knægten har virkelig grebet chancen i AaB, hvor han nu får masser af spilletid i Rasmus Thelanders fravær. Pedersen var atter solid i bagerste kæde for nordjyderne.
 
Central forsvarer: Anders Kure, FC Vestsjælland
Den tidligere AGF-stopper nægter at rykke ned for anden sæson i træk og stod for en vigtig scoring i Slagelse-klubbens fortjente 2-1-sejr over FC Vestsjælland. Kan Kure også bliv kult i Slagelse?
 
Venstre back: Riza Durmisi, Brøndby IF
Sikke en kamp af Brøndby-manden med de albanske rødder. Riza Durmisi var fremragende i 2-0-sejren over OB, hvor han leverede både mål og assist. Banker på til U/21-landsholdet.
 
Højre midtbane: Silas Songani, SønderjyskE
En scoring og en assist – mere kan man ikke forlange af en midtbanespiller. Silas Songani var en afgørende faktor i sønderjysdernes 2-2-kamp mod Silkeborg og kan nu kalde sig forårstopscorer i Haderslev-klubben. 
 
Central midtbane: Tim Sparv, FC Midtjylland
Lærredet var måske billigt, men det var alligevel stor kunst, det FC Midtjylland præsterede mandag aften ved at vinde 5-2 over Superligaens nummer fire. Tim Sparv spillede en væsentlig rolle i kampen, for med gode afleveringer og en generelt stærk præstation beviste han endnu engang, at midtjyderne foretog en god handel, da finnen blev hentet i tysk fodbold.
 
Central midtbane: Ferhan Hasani, Brøndby IF
Han var placeret på en ny position på den centrale midtbane, hvor han blev afgørende for Brøndbys succesfulde eftermiddag i Odense. Stod for den dræbende 2-0-scoring og gjorde generelt en god figur. 
 
Venstre midtbane: Nicolaj Thomsen, AaB
Han var her, der og alle vegne i AaB's suveræne 5-0-sejr over Hobro, hvor han var med i mange mål og slet ikke kunne styres. Thomsen er en sikker mand på Jess Thorups U/21-landshold. 
 
Angriber: Morten 'Duncan' Rasmussen, FC Midtjylland
Det er svært at komme ude om angriberen, der med tre scoringer mod et decimeret Randers-hold var en af hovedarkitekterne i den overbevisende 5-2-sejr til Superlgiaens kommende mestre. 
 
Angriber: Nicklas Helenius, AaB
Et hattrick sikrer Helenius en plads på Rundens Hold, for det er glædeligt at se ham tilbage i målhumør efter alt det, han har været igennem. Det bliver spændende at se, hvor Helenius fortsætter karrieren til sommer.