Efter hver Superliga-runde sætter tipsbladet.dk Rundens Hold i ligaen bestående af de spillere, der gjorde bedst opmærksom på sig selv i de seks kampe.
25. runde er nu overstået, og det er derfor tid til at udvælge rundens bedste 11 spillere.
Vi bringer her vores bud på Rundens Hold i Superligaen - sat op i en 4-4-2-opstilling.
Målmand: Jesper Rask, Hobro, Hobro IK (1)
Jesper Rask blev sat på flere prøver undervejs men hev flotte redninger op, da både Ferhan Hasani blev spillet fri i feltet og da Johan Larsson trykkede af ligeledes i feltet. Ras og forsvaret var i perioder belejret af Brøndby-presset, men keeperen bevarede roen og kunne til sidst strække armene i vejret over de tre point, der nu har sendt Hobro for alvor ind i bronzekampen.
Højre back: Kristian Bak FC Midtjylland (5)
Det var alt andet end en mesterkamp fra FC Midtjyllands side, men sejren blev alligevel sikret til sidst mod et godt kæmpende Silkeborg-hold. En af de FCM-spillere, der egentlig leverede på sit vanlige niveau var Kristian Bak, der sled og slæbte med sin vanlige energiske stil og tog godt fra i duellerne med Silkeborgs Robert Skov lige som han gang på gang huserede med i offensiven.
Central forsvarer: Anders Egholm, Hobro IK (4)
Hobro gjorde det igen - vandt over Brøndby og fuldendte et hattrick over storklubben, og så oven i købet på det fine nye græs, der skulle sikre et stærkt spillende hjemmehold. Men Egholm og co i Hobro-defensiven viste utrolig stor moral og kølighed i det, der i perioder var spil til et mål. Men på trods af Brøndbys besættelse af Hobro-banehalvdelen, sørgede Anders Egholm igen og igen for at rydde op og var med til at lukke stort set ned for mulighederne for Brøndby-chancer. Flot kamp af forsvarsspilleren.
Central forsvarer: Mads Justesen, Hobro IK (4)
Hvis der skal være plads til Anders Egholm på holdet, bliver det ikke uden makker og styrmanden Mads Justesen, der igen leverede en storslået og flot kamp, hvor han viste sit store overblik og evne til at bevare roen under pres. Kritikere vil klandre Hobro for at parkere an bus af de større på Brøndby Stadion, men ser man nærmere på måden Hobro klarer skærerne på, kan man ikke andet end blive imponeret. Det er hverken held eller tilfældigt, at holdet har samlet tredje flest point i foråret. Mads Justesen har stor andel af succesen som både oprydder og igangsætter af de hurtige kontraangreb. Også søndag på Brøndby Stadion.
Venstre back: Ludwig Augustinsson, FC København (3)
Svenskeren leverede igen en solid kamp på backpladsen og viser at han allerede efter ganske få kampe er en af ligaens klart bedste på sin plads. Augustinssons indlæg, om det er på hjørnespark, frispark eller i løb er ofte af høj klasse, og det var da også svenskerens venstre fod, der sørgede for det glimrende indlæg, som Nicolai Jørgensen headede i kassen efter 40 minutter.
Højre midtbane: Martin Mikkelsen, Hobro IK (1)
Martin Mikkelsen var med til at ryste Brøndby med aggressivt spil i højresiden, hvor han sammen med Jesper Bøge skabte masser af fine fremstød, og han havde både en fod med i målet og siden den direktør, som Mads Hvilsom burde have sendt i nettet til 2-0-føringen.
Central midtbane: Henrik Madsen, FC Vestsjælland (1)
FC Vestsjælland vejrer morgenluft i nedrykningsslaget og har nu hentet syv point i de seneste tre kampe. I weekenden gik det ud over de stadig danske mestre fra AaB, der godt nok voldte hjemmeholdet kvaler i den første halvdel af kampen. Men Henrik Madsen var manden, der i den grad var med til at piske håb og liv ind i hjemmeholdet med sin fight og energi. Det var ikke Madsen alene, der fik vendt 0-1 til 2-1, men han havde stor andel af triumfen og kunne forlade banen som kampens bedste spiller.
Central midtbane: Thomas Delaney, FC København (4)
FCK-anføreren sled og slæbte igen på den centrale midtbane for FC København. Han fremtvang også et straffespark og blev altså på sin egen måde kampafgørende. Endnu en god kamp i et fint forår af Delaney.
FCK-anføreren sled og slæbte igen på den centrale midtbane for FC København. Han fremtvang også et straffespark og blev altså på sin egen måde kampafgørende. Endnu en god kamp i et fint forår af Delaney.
Venstre midtbane: Osama Akharraz, FC Vestsjælland (1)
Lille Osama Akharraz viste noget af det, der i sin tid gjorde ham til en vældig populær skikkelse i først Brøndby og siden AGF. Driblingerne bliver bedre og bedre og målet til 1-1 pumpede masser af tiltrængt selvtillid ind i kantspilleren, der kan blive en vigtig brik i vestsjællændernes slutspurt i håbet om at lave "the great escape" fra en ellers sikker nedrykningsplads.
Angriber: Quincy Antipas, Hobro IK (4)
Hurtigløberen indledte kampen med to hurtige afslutninger som en slags varselsskud. For Antipas var en af de faktorer, der gjorde Hobro-offensiven hyperfarlig i kontraspillet. Farten i benene gjorde det til en stor udfordring for Brøndby-forsvaret, og Antipas kom helt ned bag ved modspillerne, da han spillede Mads Hvilsom helt fri i 2. halvleg, hvor kampen burde have været lukket. En solid kamp af den tidligere Brøndby-spiller.
Angriber: Nicolai Jørgensen, FC København (5)
Egentlig spillede han ingen fremragende kamp, men kunne alligevel efter kampen lade sig tiljuble som dobbelt målscorer og matchvinder - det tæller naturligvis markant. Jørgensen brændte en stor mulighed efter et godt dybdeløb inden den første scoring men lod sig ikke ryste. Et sublimt hovedstød på Augustinssons fornemme indlæg gjorde det til 1-0 og kort efter et sikkert sparket straffespark. Nicolai Jørgensen forbliver i skyggen af Andreas Cornelius' skade uden tvivl frontangriber, og det kan der formentlig sagtens komme endnu mere godt ud af i resten af sæsonens kampe.
Tallet i parentes markerer antallet af gange spilleren har været udtaget til Rundens Hold i denne sæson.