Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 12. runde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Næstsidste runde i 2020 er færdigspillet, og igen-igen indkasserede AC Horsens og Lyngby Boldklub nederlag. AGF og AaB besejrede de to bundhold, og derudover kunne Brøndby IF, Randers FC og FC København sætte tre point ind på kontoen. OB og FC Midtjylland delte i mandagskampen.

VI har set nærmere på de bedste individuelle præstationer i den forgangne runde.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 12. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Oliver Christensen, OB (2)
U21-landsholdsmålmanden havde flere redninger end nogen anden i 12. runde, og flere af dem, Oliver Christensen diskede op med mod FC Midtjylland, var deciderede pragtredninger. OB kan i høj grad takke "Gribben fra Kerteminde" for, at det blev til et enkelt point mod de danske mestre.

Højre back: Kevin Diks, AGF (1)
Diks saksedesparkede AGF til en sejr over AC Horsens, og alene det faktum, at en højre back er i stand til det, berettiger til en plads på Rundens Hold. Kevin Diks har slået Munksgaard af i AGF's højre forsvarsside, og det var i hvert fald ikke mod AC Horsens, at han spillede sig af. 

Central forsvarer: Anthony Jung, Brøndby IF (1)
Tyskeren har haft et bundsolidt efterår, og han stod igen stærkt i billedet mod SønderjyskE. Brøndby fik lukket fint ned for topscorerbejleren Haji Wright, og Anthony Jung var stærkt medvirkende. Ham skal Brøndby ikke sælge i januar. 

Central forsvarer: Erik Marxen, Randers FC (3)
Randers FC oppede sig i anden halvleg mod Vejle Boldklub, og det gjaldt også kronjydernes anfører, der gik forrest med en solid præstation i defensiven. Erik Marxen var stærk i duellerne og skilte sig godt af med bolden.

Venstre back: Paulinho, FC Midtjylland (1)
Prikken over i'et for brasilianeren var den fornemme assist til Sory Kabas hovedstødsmål. Paulinho havde meget at se til, og han blev tørret et par gange, men han spillede alt i alt en god kamp mod OB og er afgjort én af de mest spændende venstrebacks i Superligaen. 

Højre midtbane: Emmanuel Sabbi, OB (2)
Amerikaneren var i hopla mod FC Midtjylland, og han manglede sådan set bare at være lidt mere målfarlig. Emmanuel Sabbi noterede sig for en flot oplæg til Moses Opondo, og han udfordrede konstant FC Midtjyllands defensiv - som da han snød Paulinho med en fræk tunnel i første halvleg. 

Central midtbane: Lasse Vigen Christensen, Brøndby IF (1)
De blå-gule må ærgre sig gule og grønne over, at Lasse Vigen så ofte er skadet. Når han er på toppen, er han nemlig en rigtig fin fodboldspiller, og det beviste han i 2-1-sejren over SønderjyskE. Vigen tog kontrol over midtbanen, og han strøede om sig med skarpe afleveringer. På Vestegnen krydses der fingre for, at 2021 bliver Vigens år. 

Central midtbane: Rasmus Falk, FC København (3)
Rasmus Falk fejrede sin kontraktforlængelse med en ny stor præstation for FC København, og det er tredje gang i træk, han er på Rundens Hold. Falk sprudler af spillelyst i øjeblikket, og hans overblik og evner i småspillet var en stor mundfuld for FC Nordsjælland. 

Venstre midtbane: Kamaldeen Sulemana, FC Nordsjælland (3)
Ghaneseren er alene grund nok til at tænde for fjernsynet, når FC Nordsjælland er i aktion. Hold da op en spiller, Kamaldeen Sulemana er. Mod FC Købenahvn markerede han sig hverken i form af assists eller scoringer, men konstant gjorde han livet surt for gæsterne med sit vilde antrit og opporturnisme. Igen-igen var han den spiller i Superligaen, der vandt flest dueller. 

Angriber: Kasper Kusk, AaB (1)
Kasper Kusk er ikke den spiller, han var engang, men han kan stadig svinge pisken. Det satte han to streger under mod Lyngby Boldklub, hvor han scorede to flotte mål for AaB. Begge gange sparkede Kusk den med venstrebenet over i det lange hjørne - en sikker succesopskrift for kantspilleren. 

Angriber: Jens Martin Gammelby, Lyngby Boldklub (2)
Det har været en stor succes at omskole Brøndby-lejesvenden til kantangriber. Jens Martin Gammelby var inolveret i begge Lyngby-mål mod AaB, og det ene scorede han selv på smukkeste vis, da han tordnede bolden i kassen via overliggeren. Gammelby og Lyngby har været et godt ægteskab indtil videre. 

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.